6. december 2022

Positive tendenser præsenteret på Årsmøde i HOG Fodbold

Tidligere på ugen var der Årsmøde i HOG Fodbold, hvor der var mange positive ting at tale om, på trods af et år, der også har været præget af Covid-19.

Fodboldformand Niels-Chr. Jönsson kom i sin beretning for 2021 ind på, at det igen havde været et specielt år med covid19 og han håbede, at det var det sidste af den slags. 

Børn og ungdom
Formanden påpegede, at med ansættelse af Lasse Fisker som fodboldfaglig konsulent, har det løftet børne- og ungdomssiden, hvor HOG virkelig rykkede os markant. Han skal – og har allerede – udviklet klubben på det fodboldfaglige område, så vi kan give trænere, spillere og forældre et endnu bedre tilbud i HOG Fodbold.

UEFAs græsrodsprogram for piger ”Playmakers by Disney”, der kører sammen med Hadsten SK, er fodboldtræning for piger i alderen fem til otte år gennem leg og historiefortælling. To af HOG’s unge trænere, Kamille og Victoria, var med deres engagement dygtige rollemodeller for de små pigespillere. Programmet fortsætter i HOG-regi her i 2022, og forhåbentlig vil nogle af disse piger blive en del af HOG’s mange pigehold, der i årets løb har vist rigtig gode takter med flere flotte oprykninger. 
Også drengeholdene har haft et rigtig flot år.

HOG Fodbold har i årets løb har fået en ungdomslandsholdsspiller i Johanne Krøger, der selvom hun er rykket til større græsgange, stadig har sin gang i klubben. 

Seniorer, U19 og oldboysherrer
På seniorfronten er der absolut også mest positivt at se tilbage på i 2021. Oldboys afdelingen har vel aldrig været større. Der er over 80 spillere fra +30 til 75 år.
I seniorherrer har klubben tre hold. I efteråret et i serie 2, et i serie 4 og et i serie 5. I foråret 2022 har vi et i serie 1 og to i serie 4. Bare flot. 2021 blev også året, hvor vi endelig fik udvidet trænerstaben. Casper Kajgaard er blevet ansat som træner for andet holdet.
Også for de yngste herrer på U19 går det godt for. Der er masser af spillere og en rigtig god træningskultur. 
Stor ros til trænerteamet for at sammensætte et tilbud som drengene er vilde med.

Kvindefodbold
Hos kvinderne fra U17 og op har det været et lidt blandet år, hvor vi både har oplevet en pæn tilgang af spillere udefra og fine sportslige resultater, men desværre har vi også her i efteråret/vinteren måttet se en del spillere forlade os på grund af flytning og lignende. Vi har heldigvis stadig et godt tilbud til kvinderne, men vi skal nok gøre en ekstra indsats for at få flere til at få øjnene op for den del af fodbolden i HOG.

Fodboldskoler og stævner
I 2021 blev der afholdt to fodboldskoler sideløbende – en almindelig og en elite camp. Begge skoler blev en kæmpe succes på trods af restriktionerne med covid19. De samme to fodboldskoler afholdes i 2022 – i uge 26. 

Heldigvis forhindrede coronaen os heller ikke i at holde vores to større stævner – Elro Cup og Hinnerup Cup. Begge stævner kræver mange frivillige, og det er hvert år en stor udfordring for de ansvarlige at få det til at gå op i en højere enhed. Det lykkedes igen, og herfra skal lyde en dybfølt tak for det store arbejde, der lægges i stævnerne. Ikke mindst Hinnerup Cup er en del af klubbens DNA, og stævnet er ikke kun et kærkomment tilskud til vores klubkasse. Det er en fest, der styrker vores klub og by på alle områder.

Hæder til frivillige

Fodboldformand Niels-Chr. Jönsson gav på årsmødet udtryk for, ”at uden frivillige ingen klub”, og heldigvis kunne vi også i 2021 regne med masser af frivillige. Han glædede sig på årsmødet over, at vi kunne putte endnu 350.000 kroner i Oasens kasse efter et flot regnskab. Det sørgede den nykårede Årets leder, Magnus Nielsen, for.

Udover denne pris kunne han som formand uddele prisen Årets træner til Peter Abildgaard, der står i spidsen for U12-drengene, og en særlig hæderspris til Jonas Albæk, der om nogen har formået at holde sammen på U13-drengene efter en voldsom decimering af trænerstaben. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler