Hos Mit Hjem i Hammel, har man forsøgt at tænke ud af boksen, for når kunderne ikke vil komme til butikken, så må butikken komme til kunderne. Derfor er gratis udbringning nu blevet et hit blandt nogle af specialbutikkens kunder.
Det nye tiltag, som måske ikke er så nyt længere, startede da Danmark sidste gang var ramt af nedlukning, og hvor mange var utrygge for at komme i byens butikker, grundet faren for at blive smittet. Charlotte, der ejer Mit Hjem besluttede derfor, at forsøge sig med gratis udbringning i Favrskov, og det har kunderne taget godt i mod.
“Vi har haft god succes med udbringning, og det er helt klart noget, som vi fortsætter med. Der var nok mere udbringning i starten, men det er stadig på et fint niveau, og den service fortsætter vi med, fordi vi kan mærke, at det betyder noget for en del af vores kunder. Der kommer heldigvis stadig mange i butikken, og jeg synes generelt, at det har været et fint år, trods de mange udfordringer”, siger Charlotte til ByensNyt og tilføjer:
“Jeg synes at lokalbefolkningen har været enormt søde til at bakke os op, og jeg kan sagtens mærke, at kunderne gerne vil handle lokalt, hvilket jo i den grad er glædeligt”.

Juletravlheden er for alvor begyndt at melde sig, og med nedlukningen gældende fra 24. december, så håber Charlotte, at folk også får købt værtindegaver til dagene efter jul i disse dage, og butikken bugner af lækkerier til en god kurv.
“December er en god måned, hvor vi pakker mange gaver ind og laver mange flotte kurve, både til private og firmaer. Vi har fået nogle gode ordrer ind i år, så det er jeg glad for, og jeg kan godt love, at folk får nogle flotte personalegaver. Vi har også haft mange privatkunder i butikken, og selvom at december måske ikke bliver helt så god, som andre år, så ser det ganske fint ud”, kommer den optimistiske melding fra Charlotte.
Mit Hjem har også en webshop, og den vil Charlotte forsøge at få endnu mere gang i når vi skriver 2021, da hun tænker at potentialet er der. Nu skal kunderne bare overbevises om, at det også kan være lækkert at få hendes varer tilsendt.
“Webshoppen fungerer rigtig godt, men jeg håber på, at få endnu mere gang i den del i 2021. Mange vil helst se og røre ved tingene inden de køber, især hvis det er til en gave, så der lidt udfordringer på den konto, men jeg vil i hvert fald gøre mit til, at der kommer mere salg den vej”
