
På onsdag er det Billedkunstens Dag, og det markerer Hadsten Billedskole og de tre andre Billedskoler i kommunen på en alternativ måde. De kan af gode grunde ikke mødes, så i stedet har de lavet en video med oplæg i årets tema.
Billedskolerne savner nemlig at kunne mødes og holde fest, så de har i deres video lagt op til, at man skal lave sin version af en festdeltager. Der er ingen krav til, hvordan man laver sin festdeltager, så videoen er mest tænkt som et idéoplæg. Alle kan være med, og tilmed får de fem mest kreative deltagere en pakke Poscatusher i præmie, så der er også et lille konkurrenceelement for dem, der er til den slags.
Planen er, at man laver sin festdeltager, tager et foto af det, og så samles alle billederne til slut i et samlet værk, som gerne skulle ende i en stor og farverig “fest”. I videoen nedenunder kan du se oplægget fra de fire billedskoler, og få inspiration til din egen festdeltager.
Send et billede af figuren med dit navn og by inden d. 22 marts 2021 på favrskovsbilledskoler@gmail.com