21. april 2025

Birthe er fuld af gode idéer – og hun gør noget ved dem

De fleste kender nok til, at få en idé eller en tanke, men også at det tit bare bliver ved tanken. Birthe Randklit, der har Randklit Care i Hammel, er nærmest en idébank, hvor der ikke er langt fra tanke til handling, og hun spænder vidt og bredt.

Kostvejledning og sange lyder umiddelbart ikke som noget, der har meget med hinanden at gøre, og det har de måske heller ikke, men Birthe har begge ting meget kært, og det er de to ting, der sørger for, at hun kan betale de faste regninger.

Der ud over har hun, sammen med sin datter Pernille, søsat en motionsform der hedder ”Jumping Fitness”, og det henvender sig blandt andet til personer, der ikke trives med at komme i et normalt motionscenter, hvilket har vist sig at være en stor succes. De holder til på Baneallé, hvor de deler lokaler med ”Bevæg og Sans”

”Vi har forsøgt at skabe et rum for dem, der gerne vil bevæge sig, men som ikke føler sig tilpasse i et motionscenter, og det er så det, vi har fået stablet på benene her. Det går kort og godt ud på, at bevæge sig på en trampolin, præcis som hvis man gik til aerobic. Med trampolinen føler man sig vægtløs, og det er virkelig en fantastisk motionsform”, fortæller Birthe til ByensNyt.

Birthes datter, Pernille, klar til at undervise i Jumping Fitness. Foto: Randklit Care

Og hvad gør man så, når samfundet lukker ned, og man ikke må forsamles og motionere? Så får folk da bare en trampolin med hjem, og så går Pernille på live, og ”jumper” lige ind i folks stuer, hvilket har vist sig at være til stor glæde for dem, der har taget i mod tilbuddet.

Birthe startede sammen med Profil Optik og Loop i Hammel for nogle år siden det der hedder ”Hammel – byen der skrumper”, som dengang fik en masse omtale, og gjort en masse mennesker væsentligt lettere. Det fællesskab eksisterer stadig, og det er en del af dette arbejde, som Birthe også bruger i sin egen virksomhed.

”Hos ”Skrumperne” gør vi meget ud af, at man skal kunne lide sig selv og se sig selv som værende anderledes, og det er det fællesskab, som vi har skabt i ”Skrumperne”. Det er de samme principper som jeg bruger i min kostvejledning, jeg justerer egentlig bare lidt ved nogle vaner. Folk får ikke en skrap plan hos mig, men vi kigger sammen på, hvad det er folk spiser, og justerer så lidt hist og her. Hos mig er der ikke noget der hedder forkert mad, men mængder og sammensætning skal passe sammen”, lyder det fra Birthe og fortsætter:

”Det er simple teknikker jeg arbejder med, og her har min datter også været et stort forbillede for mig. Jeg har selv været overvægtig, men Pernille har rent faktisk tabt sig 52 kg., blandt andet via Jumping Fitness. Folk kan spejle sig i os og se, at vi er ikke nogen fitnessguruer, men bare helt almindelige mennesker, og det har bare skabt en stor respekt, hvilket vi naturligvis er rigtig glade for”

Laver festsange i stor stil

Når Birthe ikke laver kostplaner, så har hun gang i en masse andet. Hun er formand for Stafet For Livet i Hammel, hun er i bestyrelsen i Hammel Handel, hun tager rundt og skaber glæde ved tidligere kræftramte, giver oplevelser på Julemærkehjem, arrangerer foredrag, og nå ja, så skriver hun også sange til alle mulige lejligheder.

”Jeg har skrevet sange i rigtig mange år, så jeg har både sundhed og sange i mit firma”, kommer det grinende fra Birthe. ”Det er selvfølgelig ret sæsonpræget, men omvendt er der jo fester hele året rundt, så det fylder alligevel en del. Jeg har mange lokale kunder, men jeg skriver også for folk i resten af landet, og sidste år blev det til 171 sange, så festsange er bestemt ikke noget, der er på vej ud. Nogen gange får jeg også lavet en kostplan for en person, der så kommer i tanke om, at de da også snart skal have lavet en sang i forbindelse med en fødselsdag, så tingene hænger sammen, selvom at det er to vidt forskellige ting”, konstaterer Birthe Randklit.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler