Camilla Hjorth fra Anbæk, er tildagligt ansat som dagplejer i Favrskov Kommune, og nu er hun også indstillet til titlen som årets velfærdstalent, der kåres af PenSam og FOA.
Det er Dagplejen i Favrskov der har indstillet Camilla til den flotte pris og hun håber på, at blive nomineret som en af de 100 personer, der efterfølgende fejres på Christiansborg den 30. maj til Velfærdstalent 100.
Hun har arbejdet som dagplejer siden 2018 efter endt uddannelse som pædagogisk assistent, og blev naturligvis både glad og stolt, da hun fik at vide, at hun er blevet indstillet til titlen.
“Det gør noget ved en at blive fremhævet, og jeg skulle lige læse mailen med indstillingen to gange for at tro på det. Jeg blev både overrasket, glad og beæret, for det betyder, at jeg bliver set og værdsat for det, jeg gør. Det er et godt initiativ, fordi det er med til at sætte fokus på vores fag, der ofte er lidt overset”, siger Camilla til Favrskov Kommunes hjemmeside.
Camilla har tidligere arbejdet i SFO, vuggestue og børnehave, og den 33-årige dagplejer er selv født og opvokset i et dagplejerhjem, hvilket gjorde det let for hende at vælge retning.
“Du er din egen chef og er tæt på nogle skønne børn, som du er med til at gøre robuste og selvhjulpne til at gå videre ud i livet. Det er et stort ansvar, og det er fedt at være med til. Jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver blandt de 100 udvalgte, men hvis ikke, så er det også fint at være indstillet, og på den måde kan jeg forhåbentlig være med til at fremhæve dagplejen i Favrskov Kommune som en fantastisk arbejdsplads, også for unge mennesker”, lyder det fra Camilla Hjorth.
Læs hele artiklen på Favrskov Kommunes hjemmeside