Det er efterhånden nogle år siden, at Girls Night har været på eventprogrammet hos Hammel Handel & Erhverv, men i år var der comeback til den populære event, der endnu engang fyldte InSide op med forventningsfulde kvinder i alle aldre.
Arrangørerne kunne melde udsolgt, da der i torsdags igen var Girls Night i Café Insides lokaler, hvor over 30 virksomheder stod klar med hver deres stand. Aftenens højdepunkt var det stort anlagte modeshow, hvor byens butikker viste seneste mode frem, i alt fra tøj, sko, briller, hår og smykker, til de fremmødtes store begejstring.

Inden de godt 300 kvinder kom så langt i programmet, havde de både fået velkomst ved borgmester Lars Storgaard, lækker tapas fra Café Inside samt været rundt og se, hvad de over 30 stande havde at byde på. En af de virksomheder der stod klar var RandklitCare, som i aftenens anledning havde taget Louise Corneliussen fra Bodycool med, som præsenterede en såkaldt Pelvic Chair. En stol, der hjælper med at træne bækkenbunden, både hos kvinder og mænd, og den blev lidt af et tilløbsstykke.

“Stolen kan hjælpe med at lave knibeøvelser, således at du på en let og effektiv måde kan styrke din bækkenbund, hvilket er gavnligt i mange sammenhænge, og stolen blev lidt af et tilløbsstykke. Der ud over fik jeg talt med mange om kost og motion samt naturligvis mine sangskriverier, så det var virkelig en god aften. Det er en anden måde at komme i kontakt med folk på, og det var fantastisk at opleve, hvor mange der havde valgt at bruge deres torsdag aften i InSide. Der var god stemning fra start til slut, og herligt at se, at også vores borgmester har tid til sådan et arrangement”, lyder det fra Birthe Randklit, der ejer RandklitCare og som har taget alle billederne til denne artikel.

