4. oktober 2024

Drillenissen var på spil da juletræet i Hammel blev tændt

I fredags blev det store juletræ ved Østergade og Torvegade tændt, og som altid var rigtigt mange mødt op til arrangementet, der vanen tro blev arrangeret af Hammel Handel & Erhverv.

Julen er traditionernes tid, og derfor var det igen i år Kim & Birger der stod for musik og underholdning, inden juletræet blev tændt, og det gjorde de som altid med sikker hånd, blandt andet med dans og sang op gennem Østergade. Herefter gik borgmester Lars Storgaard på scenen og gav en lille juletale, inden julemanden kom til syne. Han skulle egentligt have været ankommet i en brandbil, men han valgte at overraske hele forsamlingen, ved at komme til fods for en gang skyld.

Herefter blev juletræet tændt, og det var så her at drillenissen havde været på spil, da det kun var halvdelen af træet der tændte, men til gengæld var den side der tændte særdeles flot. Herefter kom to brandbiler med fuld udrykning til torvet, til stor begejstring for de mange fremmødte børn, hvoraf mange var en tur oppe i førerhuset.

I Østergade var der uddeling af slikposer, doneret af Hammel Handel & Erhverv, mens Nyt Syn Brilleriet bød på varm kakao, til både børn og voksne, mens Ketty Skou serverede dejlig julegløgg.

Herefter var der mange der smuttede ud i byens mange butikker, der havde længe åbent grundet Black Friday, mens andre tog hjem i varmen til en velfortjent weekend der startede godt i Hammel midtby.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler