20. maj 2026

Flextrafik i Favrskov gøres mere attraktiv for brugerne

Gennem flere år har det været muligt at benytte Flextrafik, også kaldet Flextur, som er en service der udbydes af Midttrafik og kommunerne herunder, som et supplement til bus og tog, særligt i de områder, hvor der ikke er offentlig transport.

Den kollektive trafik indskrænkes i disse år flere steder, særligt i yderområderne, og som erstatning har det gennem længere tid været muligt at benytte sig af det der kaldes Flextur. Her bestiller man en taxa, som afhenter en, enten hjemme eller ved et såkaldt knudepunkt, og kører derhen, hvor man ønsker det.

Det er markant billigere at køre til og fra et knudepunkt, som der lige nu er 20 af i Favrskov Kommune. Et forslag der snart forventes vedtaget i byrådet muliggør, at der i løbet af 2027 udvides med 25 nye knudepunkter, fordelt over hele kommunen, hvilket i praksis betyder, at alle byer med 200 indbyggere får et knudepunkt.

“Vi har fået gode inputs fra Ældrerådet, som har haft nogle ønsker til nye knudepunkter, og så har forvaltningen foreslået yderligere 18 punkter, således at vi kommer op på 45 knudepunkter i Favrskov. Det skal være med til at gøre det lettere at benytte sig af ordningen, og vi håber på, at endnu flere vil benytte sig af muligheden med denne markante udvidelse”, lyder det fra Niels Christian Selchau-Mark, der er formand for Teknik og Miljø i Favrskov Kommune.

En Flextur koster som standard 8 kroner pr. kilometer, men kan komme helt ned på 3 kroner, hvis der køres til og fra et knudepunkt. Ved mere end 20 kilometer er det 8 kroner pr. kilometer.

“Vi kommer til at gøre en større indsats for at gøre opmærksom på ordningen, og særligt, hvordan man benytter sig af den, da vi godt er klar over, at mange slet ikke ved, at muligheden for Flextur eksisterer”, konstaterer formanden.

Den endelige beslutning om de nye knudepunkter forventes vedtaget i byrådet den 28. april.

Illustration: Favrskov Kommune
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler