7. februar 2025

Halloween bliver igen i år et stort tilløbsstykke i Hammel

Er der noget de er vilde med i Hammel Handel, så er det Halloween, som er blevet en fast tradition på eventkalenderen, og når man har set, hvor mange der deltager på denne aften i oktober, så forstår man godt den lokale handelstandsforening.

Der plejer at være sort af mennesker i Hammel midtby, når Hammel Handel inviterer til Halloween, og i år bliver der ekstra tryk på kedlerne, da man har fået stablet et stort event på benene i og omkring Hammel Kirke. Her bliver der både en Horror Labyrint i konfirmandstuen og masser af uhygge på gårdspladsen foran præstegården, mens der i Hammel Kirke både kan opleves orgelspil, englevagter og lystænding. I Tinghuset holder Poul Nørgaard Jensen to foredrag omkring grevskabet ved Frijsenborg, der netop er temaet for Horror Labyrinten, så vil man vide mere om grevskabet og dens historie, så er der rig mulighed her. Det er klokken 19-19.30 og igen klokken 20.15-20.45.

På Miko Torv kommer Hammel Brandvæsen med et par vogne, der er diverse smagsprøver hos Dansk, Tvis Køkkener, Randklit Care og gratis græskarsuppe fra Frijsenborg Efterskole, og så kan man også hoppe på Hammel Toget, der kører fra klokken 18-21. I Østergade er der mulighed for at besøge byens butikker, hvor flere har konkurrencer og smagsprøver på programmet, og så stopper Hammel Toget ved Matas, hvorefter man kan få en tur rundt i midtbyen.

Så der venter en spændende aften, hvor der er noget for hele familien, uanset om man er til gys og gru eller ej.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler