Op til denne sæson har Hammel CK fået nye klubtrøjer, og på lørdag skal der så tages holdfoto ved en af klubbens hovedsponsorer Nyt Syn Brilleriet i Østergade.
Der er kaffe og rundstykker til de fremmødte og efterfølgende social hygge, inden der skal tages et gruppebillede af rytterne i deres nye tøj. Herefter er der lagt op til at cykle en tur for dem der har lyst, og skulle du være interesseret i, at få lidt mere at vide omkring klubben og muligheder for at blive medlem, så er det oplagt at kigge forbi på lørdag fra klokken 09.30 foran Nyt Syn Brilleriet.
“Jeg håber mange dukker op, så vi kan få taget et billede af så mange som muligt til en af vores trofaste sponsorer. Nyt Syn Brilleriet har støttet os gennem mange år, hvilket vi er meget glade for, og derfor laver vi denne lille event”, fortæller Niels Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Hammel CK, der tæller godt 250 medlemmer i alle aldre.
Lise Reese, der ejer Nyt Syn Brilleriet, er glad for at det endelig kan lade sig gøre at mødes foran butikken, og håber på, at se mange i det nye cykeltøj.
“Jeg har været med som sponsor gennnem mange år, og det er blevet helt særligt for mig, at bakke op om klubben. Vi har talt om et stykke tid, at lave et hyggearrangement, og nu kunne det så lade sig gøre på lørdag, så jeg håber at se mange i det nye tøj, hvor vi jo har fået en ret central placering”, kommer det med et smil fra Lise.















