Sidste år inviterede Hammel Handel, efter nogle års fravær, igen til fastelavnsfest, dengang i Tema Centret, hvilket tiltrak mange børn og voksne, og derfor arrangerer handelstandsforeningen endnu engang fastelavnsfest.
Denne gang bliver festen afholdt i Kulturhus InSide lørdag den 10. februar klokken 14. Der startes med tøndeslagning, hvor der efterfølgende kåres både kattekonge og kattedronning, og så sluttes der af med fastelavnsboller og saftevand til børnene.
Det er gratis at deltage, men man skal booke en billet på Kulturhusets hjemmeside.
I Østergade, samme dag, deler foreningens nye eventkoordinator, Kim Nielsen, fastelavnsboller ud til kunderne i byens handelsgade, og det er fra klokken 11.30.
