Den 9. april fejrer Haveselskabet Hammel kreds 80 års jubilæum, og i den forbindelse tyvstarter de jubilæet, når de på lørdag planter 2500 krokusløg, der til foråret gerne skulle blive til en krokussol foran InSide.
I foråret 2022 runder den lokale afdeling af Haveselskabet 80 år, og det bliver markeret året igennem. Inspireret af krokussolen ved Sall Kirke har havefolkene i Hammel valgt at skænke 2.500 krokusløg som skal sættes omkring den gamle lind ved Kultur- og Sundhedscenter InSide i en smuk form som en strålende sol.
Når Haveselskabet d. 16. oktober trækker i arbejdstøjet fra kl. 9.30 for at hjælpe Hammelborgerne med at moste æbler til Æbledagen i InSide, efterlyser de samtidig frivillige hjælpere – store som små – der vil hjælpe til med at sætte de mange løg. Foreningen sørger for at arbejdet er forberedt, men der bliver brug for mange flittige hænder.















