Mange har sikkert bemærket de mange flagrænker med dannebrogsflag, der hænger i Østergade og pynter op, men hvorfor hænger de der egentlig?
Flagrænkerne kom op i forbindelse med veteranbilsoptoget i maj, og det er planen at de skal hænge der et godt stykke tid endnu.
“Det var faktisk meningen, at de skulle have været oppe i forbindelse med genåbningen af butikkerne, men som med så meget andet, var der forlænget leveringstid, og derfor var de først klar til levering i maj. Vi har besluttet i Hammel Handel, at når vi nu alligevel kommer ind i en tid, hvor der er mange forskellige ting at fejre, som studenter og konfirmationer, så lader vi dem hænge og se festlige ud helt frem til Halloween i oktober”, fortæller Lise Reese, der er næstformand i Hammel Handel og indehaver af Nyt Syn Brilleriet i Østergade.