Sidste weekend var 15.000 mennesker samlet til DGI-stævne i Hammel Idrætscenter. Ifølge centerchef Peter Kjærgård er det de gode faciliteter, der tiltrækker de store arrangører.
Knap 15.000 mennesker var samlet i Hammel Idrætscenter hen over sidste weekend i forbindelse med afholdelsen af DGI Østjyllands årlige forårsstævne. Fredag, lørdag og søndag var hallen fyldt med gymnaster og tilskuere fra hele Østjylland, og selvom det var en ordentlig forsamling, forløb hele arrangementet glat.
”Der var 5500 gymnaster og omkring 9000 tilskuere i alt. Det er det største antal, vi har haft inden døre, men det gik heldigvis fint,” fortæller centerchef Peter Kjærgård til ByensNyt.
Det er anden gang, at DGI Østjyllands forårsopvisning finder sted i Hammel Idrætscenter, men til arrangementet i foråret 2022 var ikke nær så mange tilskuere som i år. Kun 4000 tilskuere mødte dengang op, og Peter Kjærgård peger selv på, at det skyldes de coronarestriktioner, der havde været gældende lige forinden.
Til gengæld er næste års forårsopvisning allerede planlagt til også at finde sted i Hammel Idrætscenter, og centerlederen mener, at det skyldes de gode faciliteter, idrætscenteret kan tilbyde, samt at huset ofte afholder store arrangementer og på den måde har gjort opmærksom på sig selv.
”Vi har jo lavet flere gymnastikopvisninger inden for de seneste par år, så der har været folk fra DGI ude at se, hvad vores hus kan, og derefter har de henvendt sig til os. Det er også den restaurant, der er fyldt, som folk helst vil spise på, og sådan er tilfældet også her. Og vi har den fordel, at der ikke er så mange andre steder, der har plads til at lave opvisning i to haller og samtidig have opvarmning i to lige så store haller,” siger Peter Kjærsgård.
Stort arbejde
Til forårsstævnet var der samlet gymnastikhold fra hele Østjylland samt inviteret en masse gæstehold, herunder 16 efterskoler. Det har altså krævet et kæmpe logistisk arbejde at få weekendens stævne til at gå op.
”Alle efterskolerne havde deres eget udstyr med, både trampoliner og springmadrasser, så det har krævet noget at få gymnasterne ind og ud ad dørene. Så havde vi også åbent i vores café og to boder i hver sin ende af huset, hvor vi solgte sodavand, kaffe, og en hel masse mad. Så det har været en meget travl og dejlig weekend,” siger centerchefen.
Allerede næste weekend kan huset også gøre klar til at få endnu en omgang gæster, når der afholdes medajlestævne i håndbold. Her ankommer 2500 børn fordelt på 153 hold, der skal spille håndhold hele weekenden i Hammel. Også i maj afholdes der endnu en weekend i gymnastikkens tegn, når det årlige SMILstævne løber af stablen. Her samles 600 unge mennesker til gymnastikstævne og dertilhørende fest om aftenen.
”Vi er i god dialog med de forskellige forbund. Både Jysk Håndboldforbund, DGI og alle de andre gymnastikforeninger. De kommer til os på grund af faciliteterne, og så er det så vores opgave at være dygtige nok til at sørge for, at de har lyst til at komme igen,” siger Peter Kjærgård.