17. december 2025

Kom til foredrag med Den Plantebaserede Sygeplejerske

11. oktober gæster Stig Ladefoged, der er født og opvokset i Hammel, nu bosat i Viborg, sin fødeby med sit foredrag omkring sin tilgang til sundhed gennem en mere plantebaseret kost.

Det er Birthe Randklit fra Randklit Care der har sørget for, at Stig kommer til Hammel den 11. oktober, hvor han på en sjov og positiv måde kaster lys på, hvordan man lever plantebaseret.

Under sygeplejeuddannelsen fandt Stig Ladefoged hurtigt ud af, at han gemte på en forskningsnørd i maven og i jagten på det sunde liv, forsøgte han at finde svaret på, hvad der er sundt at spise. Til at besvare spørgsmålet, dykkede han ned i forskningslitteraturen. Her stod det hurtigt klart, at leverpostejsmaden blev sundheds-overhalet af linsepostej, og derfor ændrede Stig sin kost til en planterig kost, i tråd med den førende forskning på ernæringsområdet.

Birthe Randklit kender Stig, både fra Hammel, og har også hørt hans foredrag for nyligt, og var slet ikke i tvivl om, at ham skulle folk i Hammel også høre mere til, og har derfor fået foredraget sat på plakaten.

“Jeg har en stor interesse for sundhed i alle mulige afskygninger, og vil meget gerne være med til at videregive passionen for disse ting. De vinkler som Stig har på at leve plantebaseret er enormt spændende, og det håber jeg at rigtigt mange har lyst til at høre om, og så er det selvfølgelig lidt sjovt, at han som gammel Hammeldreng kommer tilbage til sin fødeby for at dele ud af sin viden”, lyder det fra Birthe Randklit, der tilføjer:

“Jeg synes det er sjovt og givende at sætte ting i gang og få diverse arrangementer til byen, og min tilgang til det er, at jo mere vi kan få stablet på benene, jo mere liv vi kan få i byen, jo sjovere er det et bo her og jo mere attraktiv bliver Hammel for oplandet”

Skal man sikre sig en billet, så skal man være hurtig, da Birthe kan melde om stor interesse for foredraget.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler