21-årige Mathilde Aagaard Friis fra Hammel blev i sidste uge hædret på Christiansborg som en af de 100 dygtigste velfærdstalenter i Danmark. For hende betyder det meget, at der bliver sat et positivt fokus på hendes fag.
I sidste uge blev landets største velfærdstalenter hyldet, da prisen Velfærdens Talent 100 blev uddelt på Christiansborg. Indstillet til prisen var 21-årige Mathilde Aagaard Friis fra Hammel, og det var en meget stor ære, fortæller hun til ByensNyt.
“Man bliver lige 3 centimeter højere efter sådan en tur. Og så er det jo også bekræftelse i, at jeg er havnet på den rette hylde, og at jeg er god til mit job,” siger Mathilde Aagaard Friis, der til daglig arbejder som social- og sundhedsassistent på Plejecenter Solhøj i Hammel.
Det er FOA Ungdom og Pensam, der står bag prisen, som gives til unge talenter, der gør en forskel og yder en særlig indsats på velfærdsområdet i Danmark. Og ifølge Plejecenter Solhøj, der har indstillet Mathilde Aagaard Friis til prisen, er det netop det, hun gør. I indstillingen til dommerkomitéen skriver de blandet andet, at “Mathilde er alt det, en social- og sundhedsassistent skal være – hun bruger både sin personlighed og sin faglighed til UG.”
Det 21-årige velfærdstalent er også enormt glad for, at der bliver sat fokus på de postitive aspekter af hendes branche. Det mener hun nemlig er nødvendigt, hvis man skal tiltrække flere mennesker til faget.
“Der vil altid være dem, som tror, at vi bare tørrer folk bagi, og man hører jo meget negativt fra medierne, så os i faget har også et medasvar for at tale det op, hvis vi skal have flere hænder. Og så er det superfedt, at der bliver holdt sådan et arrangement her, der sætter fokus på unge med erhvervsuddannelser,” siger hun.
Til arrangementet var der taler fra både Social- og Ældreminister Astrid Krag og Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, samt repræsentanter fra både Pensam og FOA Ungdom, og så blev velfærdstalenterne delt ud i grupper, hvor de kunne stille spørgsmål til politikerne.
“Det var virkelig spændende og enormt givende. Alt i alt var det bare en fed oplevelse,” siger Mathilde Aagaard Friis.