16. maj 2025

Mette Nøhr: Vi skal huske de lokale butikker

Er Hammel som handelsby ved at uddø? Efter flere butikslukninger de seneste måneder, så melder frygten sig under overfladen og på de sociale medier, men Mette Nøhr er optimistisk og tror på Hammels fremtid, hvis alle bakker op og handler endnu mere lokalt.

Af Mette Nøhr
Byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Favrskov

Den seneste tid har en håndfuld butikker i Hammel meddelt, at de lukker. Det er virkelig trist. Jeg føler med de butiksindehavere og medarbejdere, der må vinke farvel til drømmen og levebrødet. Jeg er stamkunde i flere af butikkerne, så jeg kommer til at savne dem, deres udvalg af varer og den gode service, som kendetegner dem. Butikkerne er med til skabe liv og glæde i byen. Aktiviteter som halloween og juletræstænding giver gode oplevelser og er med til at binde folk sammen. Jeg kommer til at savne det liv, de er med til at skabe i bybilledet.

Det er meget trist for vores by, at vi ser butikslukninger. Hammel har heldigvis et godt og sprudlende butiksliv, og det skal vi kæmpe for at bevare. Men det kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi handler – og det kræver, at vi handler lokalt.
Det er ret enkelt: Hvis vi ønsker et godt og bredt udvalg af lokale butikker i Hammel i morgen, skal vi huske at bruge dem i dag. Hvis vi svinger dankortet alle mulige andre steder end i vores lokale butikker, kommer vi til at se endnu flere ophørsudsalg og tomme butiksruder.

Vi skal ikke male fanden på væggen, men jeg synes, at vi skal bruge lukningerne som en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi handler lokalt – ligesom vi også skal huske de lokale håndværkere, når vi har brug for en tømrer, murer eller havemand.

Mit ærinde er ikke at pege fingre ad folk, der handler på nettet, for det sker såmænd også, at jeg selv gør det – mit budskab er derimod en opfordring til, at vi alle flytter nogle af de indkøb, vi foretager på nettet eller i storbyen, til Hammel. Det kan godt være, at nogle varer koster en smule mere i Hammel end i storcentret, men de penge er givet godt ud, hvis det kan være med til at fremtidssikre et sprudlende butiksliv i Hammel.

Relaterede artikler