I går døde den tidligere profesionelle cykelrytter og TV-kommentator, Chris Anker Sørensen, der er født og opvokset i Hammel, og som startede sin cykelkarriere i Hammel CK. Chris Anker mindes på lørdag ved en mindetur som hans barndomsklub arrangerer.
Mindeturen starter klokken 10, og bliver kørt på den såkaldte “Chris Anker rute”, hvor man kommer godt rundt i området, blandt andet to gange op ad Pøt Mølle bakken. Ruten er godt 60 km. og der vil efterfølgende være kaffe og snøfler i klubhuset, hvorfra mindeturen også starter.
“Det er et stort chok for hele klubben, og vi er naturligvis dybt berørte over, at vi har mistet Chris Anker. Vi har fra bestyrelsens side besluttet, at vi laver en mindetur på lørdag, som bliver en social tur, hvor vi skal køre det der hedder “Chris Anker ruten”, som er en ruten rundt i området, hvor der er en masse bakker. Naturligvis skal vi op ad Pøt Mølle bakken, ikke en, men to gange, og så slutter vi af med kaffe og snøfler i klubhuset”, fortæller formand for Hammel CK, Lars Toft Pedersen til ByensNyt.
