18. januar 2025

No28 går “all-in” på Marokko når Hammel inviterer verden indenfor

Torsdag inviterer Hammel Handels butikker hele verden indenfor, når “Verdenskortet” introduceres som ny event. En af de butikker der er med, er plantesalonen No28 i Østergade, og her er man for en stund blevet til Marokko.

No28 er en god blanding af plantebutik, café og brugskunst, og her har man ladet sig inspirere af salonens keramik, der blandt andet kommer fra Marokko. Louise Borup Sønderkjær der ejer No28, har været med til at planlægge “Verdenskortet” og glæder sig til torsdag, hvor hun håber at kunderne vil tage godt imod det nye tiltag fra Hammel Handel, der afløser “Tosset Torsdag”.

“Det har været sjovt at planlægge det nye event, og alle har taget rigtig godt imod idéen og været enormt kreative, så der venter uden tvivl en god oplevelse for kunderne”, fortæller Louise, der ud over marokkansk keramik, også skyder issæsonen i gang med is fra Mammis Gelato der bliver lavet i Vitten.

“Vi kører halv pris på is hele torsdag, og så har vi også en lille konkurrence, hvor man kan vinde keramik og køber man for over 300 kroner, så får man også en “goodiebag” med marokkanske specialiteter, og så pynter vi selvfølgelig op med flag og andet godt, så man kommer i den rette stemning”

Butikker og caféer har torsdag åben fra 10-21.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler