Normalt er det primært voksne man møder i Østergade i Hammel, men i går formiddags var det Rasmus Klump og en masse glade og forventningsfulde børn, der prægede gadebilledet for en stund.
Der var nemlig Rasmus Klump centimeter-marathon i Østergade, arrangeret af Hammel Handel og Børneulykkesfonden, og det havde trukket over 80 børn og deres forældre og bedsteforældre af huse. Der var udlevering af startnumre og godteposer fra klokken 10, og allerede her summede det af liv.
Inden startskuddet gik, var der naturligvis fælles opvarmning, således at alle var klar til start, inden de skulle begive sig ud på ruten.
Efter løbet var der mulighed for at få taget billeder sammen med Rasmus Klump, hvilket mange benyttede sig af, og generalsekretæren for Børneulykkesfonden, Henriette Madsen, var særdeles glad og tilfreds efter løbet, som var det første af ti lignende løb fordelt over det meste af landet. Hun forklarer her, hvad løbet har af formål, og hvad pengene fra løbet efterfølgende går til.
“Meningen med løbet er, at give børnene en rigtig god oplevelse, hvor de kommer ud og rører sig og ikke mindst får mødt Rasmus Klump. Det er efterhånden længe siden, at han sidst er blevet luftet, så det er dejligt det igen kan lade sig gøre, og så det er det jo herligt at kunne være med til at skabe en masse glæde og liv i Hammel”, fortæller hun og fortsætter:
“Samtidig støtter man et godt formål, da pengene som man har betalt for at være med i løbet, går til Børneulykkesfonden. Vi bruger midlerne på mange forskellige ting, blandt andet vores “legehelte”, som vi har ude på landets børneafdelinger, hvor vi skaber leg og aktiviteter for de indlagte børn. Så man får både motion og støtter et godt formål”
Henriette fortæller, at man normalt afholder 20 Rasmus Klump centimetermarathon, men at man i år kun når ti grundet restriktionerne der har været indtil nu. Hammel var første løb i år, og generalsekretæren glædede sig over, at man nu var i gang, og igen kunne komme rundt og lave aktiviteter over hele landet.
“Vi arrangerer mange forskellige ting, og i dag har vi for eksempel et cykelløb i Ringsted, hvor vi lærer børnene om trafiksikkerhed, og eventsæsonen er jo for alvor skudt i gang, så vi har en masse ting i disse uge. Vores primære arbejde er omkring trafiksikkerhed, førstehjælp hos skoler og institutioner og så vores “Legehelte” og “Kreahelte”, som laver aktiviteter på børneafdelingerne på landets sygehuse”