De seneste måneder har Aidt Kirke været lukket for offentligheden, grundet en omfattende restaurering indvendigt. Tidsplanen ser ud til at holde, og derfor kan der efter planen fejres jul i kirken i år.
En planlagt restaurering af Aidt Kirke har de seneste måneder holdt kirkegængerne uden for døren, mens håndværkerne arbejder på livet løs med at klargøre kirken til genåbningen sidst på året.
Som det kan ses på billederne, så er kirken, mere eller mindre, tømt for inventar, og mens det er planen at kirkebænkene skal genbruges, så har orgelet spillet sine sidste toner. I stedet kommer der et nyt, der i modsætning til det gamle, skal stå på selve kirkegulvet.
“Orglet har stået på et plateau indtil nu, men det nye kommer til at stå på kirkegulvet. Det skal laves af Marcussen & Søn fra Aabenraa, og kommer til at stå til højre for døren. Det er sådan set, som det ser ud lige nu, det eneste nye i projektet, resten er renovering”, fortæller Erik Berthelsen, der er menighedsrådsformand for blandt andet Aidt Kirke.
Menighedsrådet havde håbet på, at man også kunne udskifte sædet og ryglænet på kirkebænkene, da de er i en meget dårlig stand, men som det ser ud lige nu, så bliver dette ønske ikke opfyldt.
“Det er en lang proces med en renovering som den vi har gang i. Først har provsten og siden hen biskoppen taget stilling, og efterfølgende har Nationalmusset og deres folk så været i gang. De har til en start ikke givet os lov til at udskifte de slidte sæder og ryglæn, selvom de efter vores opfattelse er i meget dårlig stand. Vi har fået en uvildig ekspert til at kigge på bænkenes tilstand, og han har konstateret, at flere steder nærmest er det malingen der holder sammen på bænkene. Så vi håber, at den kongelige bygningsinspektør giver os lov til at udskifte”.
Selve trærammen på bænkene skal der ikke ændres på, og set med Erik Berthelsens øjne, så er det netop her at det historiske og bevaringsværdige er, hvilket gør at han håber og tror på, at Nationalmusset giver tilladelsen.

Lige nu er man i fuld gang med at kalke kirkevæggene, og her regner Erik Berthelsen med, at det arbejde er færdigt til sommerferien. Så kan man begynde med at få bænkene på plads, og her er der plads i tidsplanen til en eventuel renovering af kirkebænkene, og til slut skal det ny orgel så indsættes.
Noget som, i følge Erik Berthelsen, tager en god portion tid og kræver ro i kirkerummet.
“Det tager godt en måned at installere og indtone orgelet, hvor der skal være ro. Det bliver efterfølgende en meget bedre lydoplevelse for publikum, både fordi det er nyt, men også fordi det nu placeres på selve kirkegulvet”.
Aidt Kirke er fra 1200 tallet, og det er netop alderen der gør, at Nationalmuseet er inde over beslutningerne for kirken. Museets folk har lavet diverse prøver og undersøgelser inden arbejdet gik i gang, blandt for at sikre, at der ikke var gemte kalkmalerier på kirkens vægge, der kunne gå tabt. Det var der dog ikke, og derfor kunne arbejdet starte i december 2025, godt fem år efter de første tanker om renoveringen startede.














