Lørdag havde Røde Kors Hammel 46 ukrainere med på sejltur på Skanderborg Sø. Aktivteterne arrangeret af lokalafdelingen er til stor glæde og taknemlighed, fortæller formanden.
I lørdagens flotte solskinsvejr havde Røde Kors Hammel 46 ukrainske flygtninge samt 6 frivillige med på sejltur. Bussen gik fra Hammel til Skanderborg Sø, hvor selskabet sejlede med færgen Dagmar i halvanden time.
Med ombord var også en fødselar, så undervejs blev der serveret både kaffe samt lagkage og boller.
“De var meget begejstrede for turen, og de er også meget glade for at synge, så det fik vi også gjort en del,” fortæller formand for Røde Kors Hammel Birgit Bang, der også selv deltog i arrangementet.
De ukrainske flygtninge i Hammel er indkvarteret på Skaghøj Plejecenter, og lørdagens sejltur var ikke den første aktivitet arrangeret af Røde Kors’ lokalafdeling. Sidste sommer var de en tur i Voldby Friluftbad, som, Birgit Bang fortæller, var et stort hit blandt de mange børn. Der har også været ekskursion til Moesgaard Museum i Aarhus, og sidste jul var der samlet 150 ukrainere til julemiddag på Regnbueskolen.
“Vi laver mange aktiviteter med dem, og de er meget taknemlige. Aldrig har jeg fået så mange kram og søde ord,” siger Birgit Bang, der også har haft fire ukrainske praktikanter i Røde Kors-butikken i Hammel i tre måneder hver. Alle fire er nu i gang med enten arbejde eller uddannelse.
“Vi skal helt sikkert også i Voldby-badet igen, når vejret bliver varmere. Det er jo virkelig noget, børnene nyder,” siger hun til ByensNyt.