I går var det Sankt Hans, og naturligvis var der bålfest på Sall Friplejehjem, hvor der blev sunget, tændt bål og holdt taler, og i fredags var der såmænd også Sankt Hans fest på byens plejehjem.
Her havde man nemlig inviteret vuggestuen og børnehaven fra Sall til bål, sang og pølsehorn, hvilket blev en festlig fredag formiddag, både for beboerne og børnene.
I går var der så endnu en omgang bål, og denne gang var tidligere borgmester for Favrskov Kommune, Nils Borring, inviteret til at holde årets båltale. Han er også god på en guitar, så han spillede selvfølgelig da der skulle synges midsommervise. Aftenen var arrangeret sammen med støtteforeningen, og mange gæster havde fundet vej til Sall Friplejehjem.
