Godt 600 forventningsfulde og optimistiske bankospillere havde indfundet sig i Hammel Idrætscenter torsdag aften, hvor Hammel Handel & Erhverv havde inviteret til stort julebanko med masser af flotte gevinster fra byens virksomheder.
Rygtet om det store julebanko havde endda nået Favrskov Kommunes borgmester, der lagde vejen forbi Arenaen for en kort bemærkning, og overraskede publikum med en kort velkomsttale, inden han hastede videre til juleafslutning med byrådet.
Herfra tog Allan Bo Andresen og Poul Erik Andersen over, og styrede løjerne sikkert og rutineret foran de mange bankospillere, der alle håbede på at få en af de mange flotte gevinster med hjem. Hovedpræmien var en ovn fra Tvis Køkkener som en glad kvinde vandt, men der blev også vundet vinterdæk, tøj, gavekurve, vin, solbriller og meget mere gennem de tyve spil der var på højkant.
Det var gratis at deltage, og adgangsbilletten var de kuponer man havde fået, hvis man havde bakket op om den lokale julehandel og købt for mere end 200 kroner. Det var der mange der havde og langt de fleste havde de maksimale fem plader, så man kan roligt konstatere, at der er blevet bakket ganske godt op i Hammel omkring byens butikker.
Dørene blev åbnet klokken 16.30, hvor de første stod klar, og klokken 22 var festen så slut, og at dømme ud fra opbakningen fra både byens virksomheder og antallet af deltager, som var godt 150 flere end sidste år, så virker det som om, at Hammel har fået en ny tradition i den travle juletid.