4. oktober 2024

Stor byggegrund solgt i Hammel – 11 rækkehuse på vej

Favrskov Kommune har solgt Elmehøj-grunden i Hammel til en privat bygherre, der vil opføre 11 rækkehuse på den attraktive byggegrund.

I august går byggeriet af 11 rækkehuse i gang midt i Hammel – nærmere bestemt på Elmevej 40, hvor Plejecenter Elmehøj og Den Gule Villa lå, indtil de blev revet ned i slutningen af 2020. Den 3.826 kvadratmeter store byggegrund er netop blevet solgt til en privat bygherre, som gerne vil hurtigt i gang med opførelsen af nye boliger på grunden.

Lokalplanen bestemmer, at der kan bygges op til 11 rækkehuse på grunden, og kommunaldirektør Jan Kallestrup hilser byggeriet velkommen.

– Det er en attraktiv grund lige midt i Hammel med kort afstand til alting. Vi vil gerne være en god bosætningskommune, og det kræver, at vi har attraktive boliger i forskellige størrelser. Rækkehusene her vil bidrage til et varieret boligudbud i Hammel, og vi er glade for, at køberen af grunden også ser et godt potentiale i grunden, siger Jan Kallestrup i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune

Køberen er Gert Bjerregaard, som er selvstændig udvikler og bygherre i ejendomsbranchen. Gert Bjerregaard er tidligere rådmand i Aarhus Kommune og nuværende byrådsmedlem på 23. år. Han ser frem til at komme i gang med opførelsen af de 11 rækkehuse, der fordeles på seks boliger i to etager og fem boliger i en etage.

– Der er efterspørgsel på rækkehuse centralt i Hammel, og jeg glæder mig til at bygge 11 attraktive huse, der henvender sig til både unge familier, enlige med og uden børn samt seniorer. Jeg er ved at lægge sidste hånd på et rækkehusbyggeri med 25 boliger i den sydlige del af Hadsten, og jeg glæder mig til at kunne fortsætte byggeriet i Hammel. Vi går i gang lige så hurtigt, som vi kan få byggetilladelsen i hus, siger Gert Bjerregaard.

Forud for salget er der foretaget 11 jordbundsprøver på grunden, og da en af dem viste tegn på forurening, blev der lavet en supplerende undersøgelse. Den har frikendt grunden for forurening.

Byggegrunden er solgt til 3,625 millioner kroner inkl. moms, og planen er, at boligerne står klar til enten salg eller udlejning i foråret 2025.

Foto: Favrskov Kommune
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler