Siden september har den integrerede daginstitution, Trekløveren, været genhuset i Thorsø, mens lokalerne i Sall blev sat i stand. I går kunne de 11 vuggestuebørn og 19 børnehavebørn, så igen rykke ind i lokalerne i Sall, hvor den sidste finish dog stadig mangler.
Trekløveren har lokaler ved siden af Frijsendal Friskole og lige i baghaven til Sall Friplejehjem, og huset er oprindeligt forstanderbolig. Siden september har håndværkerne både renoveret og bygget til, og mandag var så dagen, hvor det hele kunne tages i brug igen. Der mangler stadig lige de sidste detaljer, og flere af kommunens servicemedarbejdere var i fuld gang med diverse ting, da ByensNyt var forbi til en kort rundtur.
Der er blandt andet kommet nyt gulv på, loftet er skiftet, nye vinduer og døre og så er der kommet nyt køkken, både i vuggestuen og i børnehaven samt malet over det hele, så der har været gang i en totalrenovering til stor glæde for både børn og personale.