Det var på sin vis oplagt shoppingvejr i fredags, da vejret mest indbød til at være inde, men hyggen gik måske lidt af det, når man skulle til næste butik, med mindre man var godt klædt på.
Det virkede dog heldigvis som om, at butikkernes gode tilbud i Hammel var så gode, så folk blev lokket af huse og ned i midtbyen, hvor mange havde gode timetilbud mellem 18-21.
Hammel Handel fik samtidig promoveret deres nye tiltag som er en SMS-klub, hvor man får en SMS, hver gang der sker noget i byen, arrangeret af Hammel Handel. Birthe Randklit fra Randklit Care havde taget opstilling i Østergade med roll-up banner, søde sager fra Mit Hjem og højt humør, og fik fortalt forbipasserende om det nye tiltag.
Lidt over 21 mødtes de ansatte fra butikkerne ved Nyt Syn Brilleriet, hvor der blev tændt lys og holdt en lille mindestund til ære for Chris Anker Sørensen, der døde i september og blev begravet tidligere på ugen.
Næste arrangement fra Hammel Handels side er Halloween sidst i oktober.














