6. oktober 2024

Ukrainere på SOSU-skole og i virksomhedspraktik

17 ukrainere bosat i Favrskov Kommune er lige begyndt på SOSU-skolen i Randers i et forløb med skoledage og for nogles vedkommende også praktikdage på ældreområdet i Favrskov Kommune. Det er en god løsning for alle, siger udvalgsformand Rikke Randrup Skåning. 

Med uddannelsesforløbet på SOSU-skolen i Randers får de 17 ukrainere sproglige færdigheder i form af danskundervisning og dernæst kvalifikationer inden for SOSU-faget. Det betyder, at de kan tage arbejde som ufaglært på SOSU-området, begynde en uddannelse til social- og sundhedshjælper eller til social- og sundhedsassistent. For otte af ukrainerne kombineres uddannelsesforløbet på SOSU-skolen desuden med en virksomhedspraktik på ældreområdet i Favrskov Kommune.

Rikke Randrup Skåning, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune, glæder sig over det nye tiltag.

– Jobcentret og ældreområdet har arbejdet tæt sammen for at skabe muligheden for virksomhedspraktikken til de otte af deltagerne. Formålet med virksomhedspraktikken er dobbelt, da vi ønsker at give ukrainerne mulighed for at lære dansk og få et større kendskab til det danske arbejdsmarked. Dernæst giver det ukrainerne indsigt i arbejdet på ældreområdet, så de måske kunne få lyst til efterfølgende at arbejde på området. Indsatsen kan på den måde også bidrage til at reducere vores rekrutteringsudfordring i ældreplejen i eksempelvis sommerferien. Alt i alt er det en god løsning for begge parter, da ukrainerne har givet udtryk for, at de gerne vil bidrage med deres arbejdskraft så længe, de bor her, siger Rikke Randrup Skåning i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune. 

Forløbet tager 17 uger for alle 17 deltagere. Otte af ukrainerne skal være tre dage om ugen på skolen og to dage á 7,5 time i virksomhedspraktik. Der arbejdes på at etablere andre relevante praktikker inden for social- og sundhedsområdet for de ni øvrige kursister på SOSU-skolen i Randers, så der kan skabes mest mulig sammenhæng mellem teori og praksis. 


Praktikstederne i Favrskov Kommune er:
Plejecenter Solhøj, Plejecenter Tinghøj, Plejecenter Thorshøj, Hjemmeplejen i Hammel, Hjemmeplejen Øst og Plejecenter Møllegården. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler