For indtil ganske kort tid siden, havde de hvert deres lokale rundt omkring i Hammel, men nu har fem yogainstruktører fundet sammen, og deles nu om et fælleslokale på Nørrevangsvej, lige midt i Hammel.
De fem er Hanne Nygaard Jensen, Mette Toft, Rosa Montiel, Mia Damsgaard samt Cecilie Lassen, og de har hver deres virksomhed med dertil hørende hold, præcis som inden de fandt sammen om et fælles lokale. Eneste forskel nu er, at de ikke har fem huslejer, men blot en enkelt, og at de lejer sig ind på timebasis hos udlejeren af lokalet.
“Nikolaj, der udlejer lokalet er virkelig fantastisk, og vi er så glade for den løsning vi har fundet frem til. Jeg kontaktede ham i sommer og efterfølgende de fire andre, og på det tidspunkt var her bare rå beton, og ikke et lokale der var klar til brug. Da vi fik aftalen på plads, gik der ikke mange uger før det hele stod klart, og vi er simpelthen så glade for resultatet”, fortæller Cecilie, der var initiativtager til fællesskabet og indehaver af Bevæg & Sans.
De fem kvinder kendte hinanden i forvejen på forskellig vis, og derfor var det ikke så svært at finde sammen om et fællesskab, hvor de ikke ser hinanden som konkurrenter, men mere nogen som man kan sparre med og få en form for kollegaskab med.
“Vi havde jo i forvejen vores forskellige hold til forskellige målgrupper, så selvom at vi alle udbyder yoga, så tænker vi ikke hinanden som konkurrenter. Vi har alle været i Hammel i mange år på forskellige lokationer, og savnede noget fleksibilitet i forhold til lokaler, da vi jo ikke bruger lokalet hele tiden, så nu har vi så ét lokale i stedet for fem, og booker os ind når vi skal bruge det, og det fungerer virkelig godt”, fortæller Mette og Hanne, der har henholdsvis Bloom Yoga og Alignment Yoga.
Hver af de fem instruktører tilbyder noget forskelligt, og Mette har blandt andet stor succes med mandeyoga, hvor en gruppe mænd mødes en gang om ugen klokken 06.45, og det hold kom til verden på opfordring fra en kiropraktor.
“Jeg havde en elev på et af mine hold der er kiropraktor, og hun sagde, at hun havde så mange mandlige patienter der var ved at falde fra hinanden, så hun opfordrede mig til at lave et hold til mænd, og havde allerede en håndfuld der ville starte. Så det gjorde jeg så, og det er alt lige fra advokater til håndværkere, og de står der troligt hver uge, nu på fjerde år, og det er stort set de samme som da vi startede op. Yogaen gør, at de ikke har smerter, og lige så snart jeg har ferie, så er der brok fra dem, fordi så vender smerterne tilbage, så det har helt klart en positiv effekt på dem”, siger Mette til ByensNyt.
Stor interesse for yoga i Hammel
Om Hammel er mere interesseret i yoga end så mange andre byer er måske lidt svært at konkludere, men sikkert er det, at de fem instruktører har over 130 elever om ugen tilsammen, hvilket må siges at være ganske godt, også taget i betragtning af, at man flere andre steder også kan dyrke yoga i byen.
“Der er i den grad stor interesse for yoga i disse år, og borgerne i Hammel har virkelig taget yoga til sig. Der er også mange fra omegnsbyerne der kommer hertil, så der er nok at se til, og faktisk oplever jeg engang imellem, at nogle elevers voksne børn begynder at komme her, fordi deres mødre har anbefalet det. I det hele taget er folk gode til at anbefale os alle, og der er stor efterspørgsel, så langt de fleste hold er fuldt booket og flere hold har venteliste, hvilket vidner om den store interesse der er for yoga, hvilket vi er meget taknemmelige for”, lyder det fra Hanne.
De har alle fem yoga som deres levevej helt eller delvist, hvor de udover deres hold i Hammel også har højskoler, aftenskoler og virksomheder som kundegrupper.
“Det kræver at man stykker det sammen på forskellig vis, og fra tid til anden også har andre projekter, men i det store hele er der så mange muligheder, at det godt kan være en levevej. Det er noget vi brænder for, og som vi virkelig synes er sjovt, men som også kræver at man opsøger mulighederne, som for eksempel højskoler, aftenskoler og virksomheder, og gerne vil arbejde på forskellige tidspunkter og er åben over for nye idéer og løbende udvikler sig inden for yoga, hvor der er så mange spændende muligheder i alle mulige retninger”, lyder det fra de tre instruktører.