19. juli 2025

Café Inside klar med endnu en vinfestival

Sidste år var der premiere på vinfestivalen, hvor Café Inside, i samarbejde med Living4u, bød indenfor til en aften i vinens tegn.

Det var der rigtigt mange der takkede ja tak til, og derfor er Café Inside igen i år vært for vinfestivalen der, præcis som sidste år, afvikles i samarbejde med Living4u fra Foldby.

Der bliver mulighed for at smage mange forskellige vine, både mousserende, rosé, hvide, røde og dessertvine, samtidig med at man kan nyde lækkerier fra Café Insides køkken.

”Der var stor opbakning til arrangementet sidste år, så selvfølgelig skal vi have endnu en vinfestival. Her får man mulighed for at smage mere end 40 forskellige vine fra forskellige lande, og lige som sidste år, er der naturligvis er kyndige vinfolk til at fortælle om vinene, og komme med gode historier fra de forskellige vinområder aftenen igennem”, lyder det fra Café Inside der tilføjer:

”Der var både vennegrupper, familier og par med til vinfestivalen for et år siden, og de fik alle, på hver deres måde, en hyggelig og festlig aften, hvor de fik smagt en masse god vin, og kunne tage hjem med ny viden og mange nye smagsindtryk”.

Caféen disker op med en lækker tapasbuffet med både kolde og varme retter, så man kan nyde de gode vine sammen med forskellige smagsindtryk fra buffet´en.

”Vin og mad hører sammen, og derfor serverer vi en passende tapasbuffet til vinene, så man får nogle gode smagsoplevelser og mulighed for at prøve forskellige vine af til mad, som man kan nyde ved bordene i ro og mag”. 

Undervejs er der diverse lodtrækninger om flotte præmier, så der er lagt op til en god og hyggelig aften til årets vinfestival i Café Inside. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler