23. oktober 2024

Brilleriet sætter en ære i unikke brilleoplevelser

Hos Nyt Syn Brilleriet har de et nøje kurateret udvalg af briller. Indehaver Lise Reese sætter stor pris på unikke og specielle produkter, og derfor stiller hun ikke hvad som helst på hylderne.

Lise Reese kommer aldrig til at lave samlebåndsbriller. Det gider hun ikke. I hendes butik Nyt Syn Brilleriet i Østergade finder man særligt udvalgte briller, der passer til den enkelte kunde.

”Alle folk er unikke, og vi sætter en ære i at behandle folk ens men forskelligt, for der er jo ikke to, der er ens. Her skal man ikke passe ind i nogle bestemte briller, men i stedet er det vores opgave at finde de briller, der passer til den enkelte,” siger Lise Reese.

Lise Reese har haft sin butik i over 15 år, og selvom de fleste andre i branchen er gået over til at få leveret færdigslebne briller, så håndsliber de stadigvæk hvert enkelt stel i butikken, deraf navnet Brilleriet.

”Jeg kan godt lide håndværket og at have fingrene lidt i bolledejen, så kan jeg også stå på mål for, hvad det er vi laver. Vi udvælger også selv hvert enkelt brillestel, så der er ikke noget, der bare bliver sendt til os i en stor kasse, alt er håndplukket,” siger hun.

Privat bor Lise Reese i Viborg, men som butiksindehaver i Hammel over så mange år, har hun knyttet sig meget til byen og ”sover nærmest kun hjemme”, som hun udtrykker det. Derfor har hun også engageret sig stærkt i Hammel Handel, hvor hun sidder som formand. Med en formandspost og en succesfuld forretning går dagens timer hurtigt, men Lise Reese har heldigvis et kompetent hold bag sig, både i butikken og i handelsstandsforeningen.

”Min forretning er jo min førsteprioritet og indimellem går det da lidt i clinch med, at jeg brænder så meget for byen og mine kolleger i Hammel Handel. Jeg er bare så privilegeret, at jeg har nogle dygtige medarbejdere i butikken og et stærkt hold i bestyrelsen, som også knokler. Og så ser jeg det heller ikke som en sur pligt, men synes faktisk, det er rigtigt sjovt,” siger hun.

Unikt og personligt

Det, der kendetegner Brilleriet, er deres udvalg af unikke og personlige briller. Det startede som en satsning, men ifølge Lise Reese er det nu næsten forventet af kunderne, at der er nogle specielle ting at finde på hylderne.

”Min butik er til dem, der gerne vil have en personlig brille. Alle andre briller er der nok af, og dem kan jeg også sagtens lave, men min niche er unika briller, som du ikke lige finder andre steder,” siger hun.

Det unikke er også meget vigtigt for indehaveren, for ifølge hende kan man ikke bare iføre sig hvilken som helst brille. Den skal passe til ens personlighed.

”Det første, man ser på en person, er jo øjnene, og derfor har indramningen af øjnene stor betydning. Så når vi hjælper folk med at vælge briller, så spørger vi meget ind til, hvad de laver til hverdag og deres stil. Ikke for at snage, men for at finde ud af hvad der klæder dem og passer til deres personlighed,” siger hun.

Det er en hjertelig og personlige tilgang til arbejdet, man finder i Brilleriet. Lise Reese brænder for både stil og stel, og hun kan næsten ikke forstå, at der allerede er gået 15 år i butikken. Tiden er fløjet afsted.

”Det har været og er stadig et kæmpe privilegium. Der er jo aldrig to opgaver eller situationer, der er ens. Det er virkelig en gave at få lov at arbejde med, og jeg er meget ydmyg og taknemlig for det,” siger hun.

Caroline Balslev
Caroline Balslev
Caroline Balslev er journalist og en del af redaktionen på ByensNyt. Caroline har erfaring med lokaljournalistik fra blandt andet Hammel og omegn. Hun er født opvokset i København, men bor i dag i Aarhus.

Relaterede artikler