Louise Sønderkjær besluttede sig i 2020 for at tage springet som selvstændig, og åbnede i december No28 i Østergade, hvorfra hun sælger planter, kaffe, is, vin og værtindegaver, i det lokale der tidligere rummede en slagter. Efter en start med nedlukning og restriktioner, øjner hun nu for alvor potentialet.
No28 undgik nedlukning, da en stor del af hendes omsætning ligger på fødevarer, men da hovedparten af Østergades andre butikker var lukket, var det dog i perioder småt med kunder, men nu kan Louise mærke, at budskabet om hendes plantesalon, som hun kalder No28, er nået ud til en stor del af Hammels befolkning.
“Der er virkelig hul igennem nu, det kan jeg i den grad mærke. Der er mange kunder og folk der også sidder i caféen, så det er virkelig skønt”, kommer det fra Louise, der både fremhæver de sociale medier som en af grundende til den øjeblikkelige succes, men også et helt nyt produkt som hun har fået på hylderne, eller snarere i fryseren. No28 har nemlig fået is fra det lokale ismejeri, Mammis Gelato, der ligger i Vitten.
“Havde det ikke været for de sociale medier, så havde det set meget svært ud, for en butik som min. Det har i den grad været min redning, fordi ellers havde jeg slet ikke på samme måde, nået ud til mit publikum, så det har nærmest været min redning. Der ud over har is fra Mammis Gelato virkelig været et hit. Det storsælger og jeg har allerede måtte ringe efter nye forsyninger af flere omgange, og dem der har det i Vitten (mor og datter, red) er vildt imponeret over, hvor meget der bliver solgt”, fortæller Louise med et stort smil. Mammis Gelato har to butikker i det centrale Aarhus, og leverer også til private i forbindelse med fester, firmaarrangementer og andet festligt.
Nyt medlem af Hammel Handel
Med sin placering i Østergade, hvor mange af Hammel Handels arrangementer foregår, er det nærmest et must at være medlem af foreningen, og derfor har Louise netop meldt sig ind i byens handelsstandsforening, der tæller godt 60 virksomheder.
“Selvfølgelig skal jeg være med i Hammel Handel, det giver næsten sig selv. Det har hele tiden været planen, men jeg var først nået til det nu. Det handler for mig om, at være en del af et fællesskab, hvor man står sammen om tingene, så vi fortsat kan have den flotte julebelysning og de mange arrangementer i byen, der betyder en masse for hele byen, så selvfølgelig skal man være med i Hammel Handel”.