14. februar 2026

Hanne fejrer jubilæum med to nye medejere

I 40 år har Hanne Bach haft sin daglige gang i tandlægeklinikken Oris Tandlægerne på Torvegade i Hammel, hvoraf de 30 år som ejer. Nu har hun fået to tandlæger med i ejerkredsen i forbindelse med et kommende generationsskifte.

Når man runder 66 år som Hanne Bach har gjort, så begynder tankerne helt naturligt at kredse om pension, og i Hannes tilfælde, også på, hvordan tandlægeklinikken på Torvegade skal føres videre.

Afklaringen om, hvordan klinikken skal videreføres er nu fundet, da man i mandags kunne offentliggøre, at Mette Elmstrøm og Anne Hagh, begge tandlæger, er indtrådt som medejere af klinikken. De to nye medejere kommer fra en tandlægeklinik i Hadsten, og havde været på udkig efter en klinik de kunne overtage eller blive medejere af. Derfor tog de kontakt til Oris-kæden, der tæller i alt 17 tandlægeklinikker, fordelt over det meste af landet, og ad den vej fik de kontakten til Hanne Bach.

ByensNyt kiggede forbi klinikken i tirsdags, hvor det var Mette og Annes første arbejdsdag i Hammel.

“Vi har arbejdet sammen i Hadsten gennem mange år, og følte at tiden nu var til, at der skulle ske noget nyt. Derfor tog vi kontakt til Oris, da vi kun har hørt godt om kæden, og på den måde fik vi så skabt kontakten til Hanne her i Hammel”, fortæller Anne Hagh til ByensNyt og suppleres af Mette Elmstrøm:

“Vi havde både tankerne på at starte noget op fra bunden eller gå ind i en eksisterende klinik, og da vi fik kontakt med Oris og efterfølgende Hanne, så var sagen klar. Her er vi kommet ind i et godt netværk, hvor vi er en del af et større fællesskab, både i kæden, men også her i Hammel, hvor vi kan få god sparring fra både Hanne og resten af personalet. Så det tiltalte os meget, og valget var på ingen måder svært”.

Hanne Bach, der efter 30 år som eneejer, nu har fået to medejere ombord, ser kun fordele ved den nye ejerstruktur, og glæder sig over, at klinikken nu er fremtidssikret i god tid, inden hun selv stopper.

“Nu har jeg været her i 40 år, hvoraf de 30 år som ejer, så det er naturligt at der sker noget i forhold til ejerstrukturen. Jeg har ingen planer om at stoppe lige foreløbigt, og det lå heller ikke i kortene, at det skulle være nu at der skulle ske ændringer, men da Anne og Mette kom på banen, så gav det rigtig god mening. De matcher de værdier som jeg synes er vigtige, og med et glidende skifte, så får Anne og Mette mulighed for at komme godt ind i tingene og lære personalet godt at kende, inden jeg stopper. Det er i min verden den bedste løsning på et generationsskifte, og jeg kan slet ikke se nogen ulemper”, konstaterer Hanne Bach.

Åbner op for nye patienter igen

Tandlægeklinikken i Hammel er vokset en del siden Hanne overtog for 30 år siden. Dengang var de den daværende ejer og Hanne, mens der i dag er 20 personer tilknyttet, inklusive de tre ejere.

Med tilføjelsen af Anne og Mette, åbnes der nu igen op for nye patienter i Oris Tandlægerne Hammel, der ligger i samme bygning som Super Brugsen, og tidligere var en del af det daværende Tema Center.

“Vi er seks faste tandlæger nu samt to eksterne specialtandlæger, og siden jeg startede er der jo kommet en ny faggruppe til, tandplejerne, som vi har tre af, så der har bestemt været noget udvikling hen over tiden”, lyder det fra Hanne, der var med til at starte Oris-kæden op i 2017.

“Der er kommet flere og flere regler og ting man som ejer skal forholde sig til, og her er det en stor fordel at have et kædekontor. De hjælper med mange administrative ting og sørger for, at det hele går efter bogen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at flere og flere tandlægeklinikker bliver del af en kæde i de kommende år, hvilket både er en fordel for dem selv, men såmænd også for kunderne. Før i tiden var det måske ikke så velset at være med i en kæde, men jeg har set det som en styrke og har jo været med lige fra starten”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler