En af ByensNyts gode samarbejdspartnere i Hammel, Sparekassen Kronjylland har styrket afdelingen med den særdeles rutinerede og lokalkendte rådgiver Hans Peder Hansen.
Hans Peder Hansen er tiltrådt som ny kunderådgiver i Sparekassen Kronjyllands Hammel afdeling. Han har sin daglige gang i afdelingen i Hammel, men han vil også kunne afholde møder med sine kunder i afdelingen i Hadsten.
Hans Peder har mange års erfaring med sig. I alt 28 år har han arbejdet i forskellige pengeinstitutter i Hadsten i forskellige roller. I en længere årrække var han henholdsvis privatkundechef og afdelingsdirektør, men han har altid haft tid til også at være rådgiver for lokale kunder.
Rollen som rådgiver har så at sige været omdrejningspunktet for Hans Peders arbejdsliv. Det at hjælpe kunden til at træffe de gode økonomiske beslutninger, bidrage til at kunden kommer igennem svære økonomiske tider eller få sine drømme opfyldt er det, der giver mening og energi i det daglige arbejde.
Stort netværk i lokalområdet
Det er da også for at være helt tæt på kunderne, at Hans Peder er skiftet til Sparekassen Kronjylland. Her får han mulighed for at være i tæt kontakt med sine kunder og bevare en relation til kunderne gennem flere år.
I mange år boede Hans Peder med sin familie i Hadsten, hvor han påtog sig forskellige former for frivilligt arbejde. Han er stadig medlem af Hadsten Rotary Klub. Med skiftet til Sparekassens Kronjylland forbliver han stadig i Favrskov hvilket gør det lettere for ham at bevare kontakten til nogle af de mennesker, han kender fra sin tid, hvor han boede og arbejdede i Hadsten.
Privat bor Hans Peder med sin hustru i Silkeborg. Deres to børn er for længst flyttet hjemmefra, og Hans Peder og hans hustru benytter flittigt de mange muligheder i Silkeborg og omegn: De går og cykler i skovene og ved søerne, og de tager del i byens kulturliv.




















