Der er knapt så meget fart på håndværkerbranchen i 2023 som der var i 2020 og 2021, men for Jesper Clausen, der ejer TømrerClausen, ser det ganske fornuftigt ud. Det er blot nogle andre ting der efterspørges hos kunderne lige nu, end for få år siden.
De sidste par år har det ikke altid været lige let, hvis man skulle have fat i en håndværker, da der er har været fuld fart på byggebranchen. Det har den stigende inflation og høje renter på boligmarkedet dog lagt en lille dæmper på, men spørger man Jesper Clausen, der ejer TømrerClausen, så er der stadig masser at lave, det er bare nogle andre opgaver end for nogle år tilbage.
”Der bliver hele tiden talt om krise og nedgang, men jeg må sige, at kunderne ringer som de plejer, det er bare nogle andre ting de efterspørger, end det måske var på samme tid sidste år. Folk har i den grad fået øjnene op for klimatiltag, og derfor er det i høj grad det, som jeg taler med kunderne om”, lyder det fra Jesper Clausen til ByensNyt.
Han har haft sit firma i 18 år, først med adresse i København, derefter Aarhus, og de seneste år har han holdt til i Hammel. Her har han fået en god lokal kundeportefølje, som bliver suppleret med kunder fra resten af Jylland fra tid til anden. Han har dog fokus på, at holde forretningen så meget som muligt i nærområdet, og det er der flere grunde til.
”Det er jo ikke sådan, at jeg ikke vil arbejde uden for Østjylland, men for det første så tænker jeg, at der jo er glimrende håndværkere over hele landet, så man burde jo til en start kigge på, om der ikke var en håndværker i ens lokalområde man kunne bruge. Derudover så er der jo også klima-delen, som jeg selv er begyndt at have stor fokus på. Fordi skal jeg køre til Sønderjylland eller Sjælland, så bruger jeg alt andet lige en del benzin, og kan jeg være med til at spare på den front, så er det jo oplagt at gøre det”
Fokus på klima
Tidligere lavede Jesper mange snedkerkøkkener, der nemt kunne løbe op i over en halv million kroner, men i disse tider er det ikke dem der bliver solgt flest af. Det gør klimatilpasninger på huse til gengæld, og det falder glimrende i hak med, at Jesper er i gang med en klimauddannelse inden for håndværksfaget.
”Jeg har altid haft fokus på, at følge med tiden og efteruddanne mig, og derfor er jeg gået i gang med en klimauddannelse, hvor der er fokus på forskellige ting inden for håndværksfaget. Både omkring, hvordan man kan optimere bygninger, men faktisk også omkring, hvordan man som håndværker kan lave nogle små tiltag der kan spare på energien. Det er små ting som at man måske får en mindre varebil der kører længere på literen, forsøger at samle affald sammen i større mængder, så man ikke skal køre så ofte. Det er ting, som man jo egentlig godt ved i forvejen, men som er gode at få genopfrisket og blive mindet om”
Og mens snedkerkøkkenet er dømt ude lige nu, så bliver der skiftet utætte vinduer, isoleret mure og tag i stedet, så der er stadig nok at se til, hvis man spørger Jesper.
”Jeg keder mig bestemt ikke, og lige for tiden er det nye vinduer og isolering jeg laver en del af, og det giver jo god mening. Så her er der ingen krise, det er bare noget andet jeg laver, end jeg gjorde for et par år siden, og det er helt fint”, kommer det smilende fra Jesper.