Han er født og opvokset i Hammel, og nu er Christian Knudsen, efter en kort stund i Silkeborg, vendt tilbage til byen, hvor han netop er blevet ansat hos danbolig Hammel.
At der stadig er godt liv i boligmarkedet, trods høje renter og inflation, bekræftes hos danbolig Hammel, hvor man netop har ansat Christian Knudsen som ejendomsmægler. Christian er langtfra ukendt i Hammel, hvor han er født og opvokset, og han glæder sig over, at være tilbage i fødebyen, efter en afstikker til blandt andet Silkeborg.
”Jeg har senest været i Silkeborg, og selvom at Silkeborg er en skøn by, så er det bare noget andet med Hammel. Her kender jeg det hele, og har en historik med byen og oplandet, og det er der altså mange fordele i, når man er ejendomsmægler. Vi vil gerne være kendt for at være lokale, og det må man i høj grad sige at vi er”, lyder det fra Christian, der har det meste af familien boende i Hammel.
Der er stadig godt gang i boligmarkedet, og mens der i 2022 blev talt en del om, hvilken energikilde huset brugte, så er samtalerne med kunderne i dag lige så meget rettet mod mere klassiske ting, som indkøbsmuligheder, skoler og idrætsklubber.
”Folk spørger stadig ind til, hvordan huset de kigger på bliver opvarmet, men de er ikke skræmte på samme måde som sidste år, hvis det f. eks er naturgas. Nu har man lige så meget fokus på grøn omstilling, og om fyret kan skiftes ud med jordvarme, så det er sjældent at en handel står og falder på energikilden. Uden for Hammel er det faktisk lige så meget omkring offentlig transport der bliver spurgt ind til, blandt andet på grund af den debat der har været tidligere i år”
Hammel har, til trods for sine blot 7000 indbyggere, et stort handelsliv med mange forskellige butikker, og det har stor betydning for købere der kommer fra Aarhus, Silkeborg og Viborg, vurderer Christian Knudsen.
”Køberne i Hammel har fokus på, at der er specialforretninger, restauranter, biograf, skoler og idrætsfaciliteter, og det må man sige, at byen kan leve op til. Mange har også lagt mærke til, at InSide har en masse at byde på, så der er ingen tvivl om, at det har stor betydning for tilflytningen til byen, at mulighederne er så mange som de er, og at man i princippet ikke behøver at rykke ud af byen når man har fri”
Med ansættelsen af Christian er der nu fem ansatte i danbolig Hammel, hvoraf tre er uddannede ejendomsmæglere.