14. februar 2026

To nye klinikejere hos ORIS Tandlægerne i Hammel

ORIS Tandlægerne i Hammel får fra februar to nye klinikejere, når tandlægerne Mette Elmstrøm og Anne Hagh træder ind i ejerkredsen. Hanne Bech, der indtil i dag har ejet klinikken alene, fortsætter som klinikejer.

Med udvidelsen bliver klinikken i Hammel Favrskov Kommunes største tandlægeklinik med i alt otte tandlæger og mulighed for igen at tage imod nye patienter.

De nye klinikejere peger især på fagligheden og fællesskabet som afgørende for beslutningen. De kommer begge fra en klinik i Hadsten, hvor de gennem flere år har arbejdet tæt sammen.

“Klinikken i Hammel rummer en kultur, hvor faglighed, kvalitet og ordentlighed går hånd i hånd. Det tiltaler os meget. Vi mærkede hurtigt, at her er et team med både hjerte og høj professionalisme.”, lyder det fra Mette Elmstrøm i en pressemeddelelse.

Anne Hagh ser også frem til at blive en del af klinikken:

“Vi har besøgt klinikken et par gange, og hver gang bliver vi bekræftet i beslutningen. Stemningen er varm, kollegial og engageret. Vi glæder os til at blive en del af et stort og stærkt behandlerteam, hvor vi kan få glæde af hinandens faglige kompetencer til glæde for patienterne”

Nuværende klinikejer Hanne Bach glæder sig over, at de to nye kolleger starter den 2. februar:

“Mette og Anne passer perfekt ind i vores kultur. De deler vores værdier og vores ambition om at skabe trygge, ordentlige og professionelle rammer for både patienter og medarbejdere. Jeg er meget glad for, at de har valgt at blive en del af ORIS Tandlægerne i Hammel”

Klinikken tilbyder et bredt udvalg af behandlinger – fra almindelig tandpleje og rodbehandlinger til kirurgi, kosmetisk tandretning og hjælp til patienter med tandlægeskræk.

Ifølge ORIS Tandlægerne handler udvidelsen ikke om at være størst, men om at kunne tilbyde flere patienter adgang til behandling med høj faglighed.

Om ORIS Tandlægerne

ORIS Tandlægerne er en landsdækkende tandlægekæde med 17 klinikker. Kæden er ejet af tandlæger, og ambitionen er at levere den bedst mulige behandling med fokus på høj kvalitet og faglighed. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler