23. oktober 2024

Tøjbutik til hele familien endelig klar til åbning

Det er efterhånden en del måneder siden, at vi her på ByensNyt kunne fortælle, at Dansk Outlet, som i mellemtiden har skiftet navn så de nu blot hedder Dansk, ville åbne en butik i Hammel, og torsdag morgen er tøjbutikken så klar til at slå dørene op ved Miko Torv.

Der er blevet knoklet igennem den seneste måned, efter at håndværkerne var færdige med deres arbejde, for at få den store butik klar til torsdagens åbning, og da ByensNyt kiggede forbi onsdag over middag, var det blot nogle småting der manglede for at butikken står knivskarpt.

Hele 1100 kvadratmeter har personalet og de kommende kunder at boltre sig på, så der er god plads og et særdeles stort udvalg til alle aldre og størrelser. Outlet er sløjfet fra det oprindelige navn, og det er der en ganske god forklaring på.

Lene har ansvaret for, at dameafdelingen står knivskarpt

“Når man hører ordet Outlet, så tænker mange på restpartier, en rodet butik og selvbetjening, og vi er faktisk alt andet end det, så derfor hedder vi nu kun Dansk. Vi har masser af gode mærkevarer, både til børn og voksne, og grunden til at vi kan sælge vores ting lidt billigere end andre steder er, at vi køber stort ind og har adresser væk fra hovedgaderne, hvilket betyder lavere husleje, som kommer vores kunder til gode”, lyder det fra Lene Bager, der er butikschef i Dansk.

André står klar til at tage imod i herretøjsafdelingen

I morgen åbner butikken ekstra tidligt, nemlig klokken 08 og lukker først klokken 22, og resten af ugen er der også lidt andre åbningstider end normalt. Der er også masser af gode tilbud, både i butikken og i et telt der er opstillet foran butikken i de kommende dage.

“Vi glæder os helt vildt til at åbne, og er i den grad spændte på, hvordan Hammel tager i mod os. Vi har selv en god fornemmelse, og glæder os til at blive en del af en by, hvor der er masser af aktivitet og god opbakning fra kunderne. Vi er meget tilfredse med den måde vi har fået indrettet butikken, og glæder os til at få lov til at vise det hele frem fra i morgen”, kommer det storsmilende fra Lene og tilføjer:

“Vi har både tøj til hverdag, til fritid, fest og alt det imellem, så der er noget for enhver smag og pengepung”

Der er fyldt godt op i børnetøjsafdelingen, hvor Christina tager imod
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler