I dag skal det hele afgøres i forhold til kommunalvalget, og det kræver en masser hænder at holde styr på stemmesedler og optællingen af dem senere i dag. Tre af dem der giver en hånd med i Hammel Idrætscenter, er også i familie og de har set frem til denne dag.
Bent Eriksen, hans datter Rikke og barnebarn Sille er alle tre samlet i Hammel Idrætscenter i dag, hvor de er det man kalder valgtilforordnet, altså sørger for at folk får deres stemmeseddel, og kommer ind i boksen og får sat deres kryds. Efterfølgende skal de også tælle stemmerne op, så der venter en lang dag og aften foran dem, men det er noget de har set frem til.
“Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg var med første gang, men det var engang i starten af 80´erne, og så har jeg holdt lidt pause, men jeg har været med mange gange og været flere forskellige steder. I dag er jo demokratiets festdag, og jeg vil gerne være med til, at gøre det til en god dag for dem der kommer og stemmer, og så er det jo altid spændende at se, hvordan det så går i sidste ende”, fortæller Bent Eriksen til ByensNyt, der har fået lov til at forstyrre de tre til en kort snak.
For Bents barnebarn, Sille Løgager, er det første gang hun både skal stemme og være valgtilforordnet, og hun har set frem til denne dag, og ærgrede sig allerede sidste gang ved Folketingsvalget, at hun ikke var gammel nok til at deltage.
“Jeg synes det er spændende, at være med i maskinrummet, og så har jeg altid syntes det var spændende at følge med i politik og har derfor også haft samfundsfag i gymnasiet som studieretning og er også medlem af DSU. Det har været en sjov dag indtil nu, og jeg har fået nogle gode snakke, både med dem jeg sidder ved siden af og så også nogle af dem, der er kommet for at stemme, så det tegner til at blive en god dag”, lyder det fra Sille, og hendes mor, Rikke tilføjer:
“Det er en lang dag, men det er også rigtig hyggeligt og der er en god stemning. Jeg har været med en enkelt gang før, hvor Bent spurgte om jeg ville være med, da de stod og manglede en, og selvfølgelig ville jeg det, det har jo nærmest været en del af opdragelsen at man tager del i det, når der er valg”, kommer det storsmilende fra Rikke.
Der kan stemmes helt frem til klokken 20 i aften, hvorefter valgresultatet forventes klar omkring midnat. De personlige stemmer ligger dog først klar senere onsdag.