Frijsenborg Efterskoles verdensborgerskabshold var for nylig på besøg i Byrådssalen i Hammel, hvor de fik den helt store rundtur med Borgmester Nils Borring.
Eleverne fik først en introduktion til Favrskov Kommune, så eleverne kunne få et indtryk af, hvad det lige er for en størrelse, nu de skal bo her et lille års tid. En af dem, der var med, er Alma Sofia Schmidt Andreasen, der normalt bor i Aarhus, men som i dette skoleår er rykket til Hammel.
“Vi blev ledt ind i byrådssalen, hvor vi blev præsenteret for Favrskov Kommune, og hvad det så lige indbærer. Vi fik en masse fakta og nøgletal at vide og forklaret, hvor vi herefter blev stillet en række spørgsmål, som vi skulle tage stilling til”, fortæller hun til ByensNyt.dk

Ud over info omkring Favrskov Kommune fik Nils Borring også fortalt lidt om, hvad det vil sige at være politiker og sidde i byrådet, hvilket gav et godt indtryk på de unge verdensborgere.
“Personligt synes jeg, at det var en fed oplevelse, fordi vi fik indblik i, hvordan byrådet fungerer, og hvad det vil sige at arbejde i den del af kommunen. Nils Borring fortalte også om, hvilken indflydelse andre har på de beslutninger, der bliver truffet, eller som tages op til debat”, siger Alma.
