Favrskov Kommune har valgt 51-årige Mette Bødiker Vestergaard til stillingen som sundhedschef. Mette Vestergaard tiltræder i jobbet 1. november 2023.
Favrskovs nye sundhedschef hedder Mette Bødiker Vestergaard. Hun er 51 år og kommer fra en stilling som sektionsleder i magistratsafdelingen Børn og Unge i Aarhus Kommune.
I Favrskov Kommune skal Mette Vestergaard stå i spidsen for 180 medarbejdere på sundhedsområdet. Ansættelsesudvalget har valgt hende, fordi hun har stor erfaring med ledelse på sundhedsområdet, og fordi hun kan kombinere et højt ambitionsniveau med uformel ledelse med vægt på at se mulighederne.
Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har peget på Mette Vestergaard, og direktør i Social og Sundhed Ulrik Johansen er glad for at have fundet den rigtige person til stillingen.
“Vi glæder os til at tage imod Mette, som kender sundhedsområdet særdeles godt. Som kommune har vi et nært samarbejde med blandt andet regionen, og derfor er det vigtigt, at man ved, hvordan de forskellige systemer hænger sammen. Det gør Mette, og det har stor værdi. Samtidig har vi i ansættelsesprocessen set hendes store passion for sundhedsområdet. Jeg er sikker på, at medarbejderne bliver glade for hende som chef”, siger Ulrik Johansen i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.
Mette Vestergaard starter i jobbet 1. november 2023, og hun ser frem til at møde de nye medarbejdere og at lære Favrskov Kommune nærmere at kende.
“Jeg bliver ansat til at understøtte og højne sundheden i Favrskov. Vi står som samfund over for nogle velfærdsudfordringer, og en af mine opgaver bliver at sikre, at borgerne oplever et godt samarbejde mellem os som kommune og regionshospitalerne. En anden opgave bliver at sikre et højt niveau af egne sundhedsfremmende og forebyggende tiltag i Favrskov Kommune, som jeg glæder mig til at skabe sammen med medarbejderne og øvrige samarbejdspartnere”, siger Mette Vestergaard.