Fra 1. februar skal Mette Korsgaard Harbøll fra Thorsø være chef for den nyoprettede afdeling Klima og Projekter i Favrskov Kommune.
Favrskov Kommune har ansat en chef for den nyoprettede afdeling Klima og Projekter under Teknik og Miljø i Hammel. Valget faldt på 44-årige Mette Korsgaard Harbøll. Hun bor med sin mand og to børn på en gård ved Thorsø og får dermed ikke langt på arbejde.
Mette Korsgaard Harbøll er uddannet inden for virksomhedsledelse og kommunikation og har indtil ansættelsen været leder af Klimasekretariatet i Randers Kommune. Mette har erfaring med både klimaområdet og projektledelse, og hun er derfor det rette match til stillingen, udtaler Sidsel Homann, der er direktør for Teknik og Miljø.
”Mette er en relationelt stærk og fagligt skarp leder, som på bedste vis kan fremme de store ambitioner, vi har i Favrskov for både klima, landsbyer og de store anlægsprojekter”, udtaler Sidsel Homann i en pressemeddelelse.
Mette Korsgaard Harbøll glæder sig til arbejdet i Favrskov.
”Favrskov er mit lokalområde, og jeg glæder mig til at være med til at indfri de høje ambitioner i Favrskov Kommune sammen med virksomheder, borgere, foreninger og landbrug for at sikre grøn omstilling og fremme det gode liv i landdistrikterne”, siger den kommende afdelingschef.
Den nye afdeling skal fremme og skabe helhed i kommende anlægsprojekter og den grønne omstilling i Teknik og Miljø med udgangspunkt i kommunens Klimaplan 2050. Afdelingen kommer til at holde til ved Teknik og Miljø på Torvegade i Hammel.