Det seneste lange stykke tid, har der ikke været meget kulturelt at opleve i kulturhuset InSide i Hammel, men nu ser det heldigvis ud til, at det begynder at lysne på den front, og de første navn til efteråret er nu lagt fast.
Det bliver Anders Blichfeldt der til september åbner efterårets koncerter i InSide, når han 2. september spiller solo i den store sal i kulturhuset.
“2. september går Anders Blichfeldt alene på scenen i Hammel med sine instrumenter og elektroniske dimsedutter og leverer overraskende versioner af sine kendte og elskede sange – bl.a. fra tiden med Big Fat Snake. Samtidig fortæller han om sin personlige og musikalske livsrejse”, skriver InSide i en pressemeddelelse.
Ud over Big Fat Snake, så vil mange nok genkende Anders Blichfeldt for sine optrædender i TV2s populære program “Toppen Af Poppen”, hvor Anders har været med både i den almindelige udgave og i jubilæumsudgaven, der løb over skærmen i 2020.