Den 27. marts kl. 19 kan du komme til et vedkommende og evigt aktuelt foredrag med Johanne Mygind på Hammel Bibliotek.
Johanne Mygind vil, med udgangspunkt i hendes roman ”Kærlighedens år”, fortælle om, hvordan skiftende forestillinger om den gode mor og den rigtige familie har formet danskernes hverdag og forældreskab fra 1950 og frem til i dag. I ”Kærlighedens år” opgiver Nanna kernefamilien, mens hendes mor Elisabeth forsøger sig med kollektiv børneopdragelse.
I løbet af aftenen vil singersongwriter Louise Juul lægge op til tidens stemning ved at spille og synge musik af Trille, Anne Linnet og Annika Aakjær. Louise Juul er et kendt navn i Favrskov Bibliotekerne, hvor hun for et par år siden afholdt en succesfuld Eva Cassidy koncert på Ulstrup Bibliotek.
Historien bag besøget med Johanne Mygind er lidt sjov, fordi det er et foredrag Favrskov Bibliotekerne har vundet til deres lånere.
Johanne Mygind vandt i 2022 Edvard P. prisen, som er stiftet for at anerkende nye, danske forfattere, og vinderen bliver fundet ved en afstemning blandt alle landets biblioteksansatte. Og fordi næsten 100% af de ansatte ved Favrskov Bibliotekerne deltog i afstemningen, vandt de som ét af to biblioteker i landet et foredrag med vinderen af prisen.
Foredraget begynder kl. 19 og billetter koster 50,- i forsalg og 75,- i døren.