En skattejagt behøver ikke udelukkende at være forbundet med en børnefødselsdag. Med Geocaching kan både børn og voksne gå på jagt efter skjulte ‘skatte’ i lokalområdet, hvilket er en oplagt efterårsaktivitet, hvis man alligevel vil på tur.
Med appen ‘Geocaching’ får man et overblik over alle såkaldte ‘geocache’, og man kan se, hvilke der er i nærheden. Der er en lille beskrivelse af hver geocache, hvor eksempelvis størrelse og indhold beskrives. Her kan man også læse logs fra andre, der har fundet den specifikke geocache. Derudover fremgår også de præcise koordinater for geocachen og et lille hint, hvis udfordringen viser sig at være for stor.
Det er ikke altid helt til at vide, hvad man leder efter. En geocache kan have mange former, størrelser og placeringer, hvilket gør skattejagten mere uforudsigelig og innovativ.

Geocachen kan indbyde til mange ting, men ofte drejer det sig om enten at føre en slags logbog eller bytte nogle småting. I logbogen kan man skrive navn og dato for fundet, og byttetingene kan for eksempel være små figurer eller andet nips. Som regel er en cache en beholder af en slags, som man kan åbne og gå på opdagelse i. Har man fundet en cache, kan man også skrive om sit fund i appen og give feedback til vedkommende, som har placeret den. Det er nemlig helt almindelige privatpersoner, der skaber og gemmer disse caches. Derfor er det også muligt at kontakte den, som har lavet en specifik cache, hvis man er på bar bund og leder forgæves, for eksempel. Dermed vil man kunne få mere vejledning.
Brian Jørgensen, som går under navnet Zoltanox i Geochaching-appen, er skaberen af eksempelvis den cache, der ses på billedet ovenfor. Han beretter, hvordan han har lavet caches ud af nanotubes, gammeldags filmrør, magnetiske dåser, tupperware samt en ammunitionskasse, hvori man kan finde logbøger, bytteting med videre.


Caches kan findes over hele kloden og dermed også i Favrskov. Derudover er det muligt at finde et fællesskab med andre geocachere på Facebook, eksempelvis. Denne aktivitet kalder altså både på børn og voksne, som har lyst til at gå på skattejagt og dermed opleve lokalområdet på en helt ny måde.
Det er helt gratis at oprette en basisprofil, som giver adgang til de geocaches, der fremgår med grønt på kortet. Derudover er det muligt at opgradere til et Premium-abonnement, hvor andre typer caches, de grå prikker på kortet, også kommer i spil. Røde prikker viser geocach-relaterede begivenheder, som man kan læse mere om når man klikker på dem samt deltage i.

Download appen ‘Geocaching’ og deltag i verdens største skattejagt – lige i baghaven.






















