I sidste uge udkom bogen “Pyha, det er hårdt at være forælder”, skrevet af Line Fihl, der er psykolog og bosiddende i Hammel, hvor hun også har klinik.
Bogen handler om et liv med børn der har særlige behov, der kan give anledning til stress og sorg, noget som Line Fihl selv kender særdeles godt til.
Hun er nemlig mor til to børn med særlige behov, og kommer i bogen med konkrete råd og vejledning, som man kan bruge i sin hverdag. En bog hun selv manglede for år tilbage.
“Jeg har skrevet den bog, jeg selv manglede for år tilbage, da jeg stod i den svære og udfordrende situation som mor til to børn med særlige behov. Hvor jeg var træt, stresset og i sorg over ikke at kunne få mine børn i optimal trivsel. Hvor jeg følte mig alene og skulle klare rigtig mange ting selv i en presset hverdag. I de sidste næsten to årtier har jeg lært så meget og fundet så mange metoder til at blive stærkere og finde min indre superpower, så det lykkes at løfte opgaven som mor”, lyder det fra Line Fihl der tilføjer:
“Den viden vil jeg så gerne formidle til andre, så de kan få gavn af mine dyrekøbte erfaringer. Dette i håbet om, at deres vej derved kan blive lidt nemmere. Jeg håber meget at den kan bringe forståelse, håb og lindring i alt det svære, som forældre til børn med diagnoser så ofte står i”.
Bogen er, i følge forfatteren, let læselig og er bevidst ikke alt for lang. Man behøver ikke nødvendigvis at læse den på en gang, men kan bruge bogen som et opslagsværk der kan læses i små bidder.
“Bogen kan give noget til alle forældre, og kommer med konkrete værktøjer til at styrke talrige aspekter ved det at være forælder. Det er en letlæselig bog med praktiske øvelser og trin til at opbygge flere ressourcer til at stå stærkere som forælder. Bogen går lige til kernen, og jeg har gjort mig umage med at holde den på under 150 sider, så den er overkommelig at læse. Samtidig kan forældre, der ikke har tid, dele bogen op i små bidder og læse bare lidt hver aften. Lave en lille ændring, Og så en til. Så de hen ad vejen ender med at stå et andet sted”.
Bogen kan købes lokalt i Gods & Guld samt i Line Fihls klinik i Hammel.