Sidst man kunne opleve Gintberg på landets comedy-scener var i 2018, hvor han redede verden (med ét blødt D), og til november kan man opleve ham på scenen i Hammel i InSides store sal.
”Død eller Leende er et stærkt satirisk og personligt show. Om at huske ikke kun at overleve men også leve imens man overlever. Inklusive bizarre afstikkere til alt fra magtliderlig frugt, Glyngøre håndsprit, presse, politik, procenter, privilegieblindhed og andre ting med ’p’. Og så er der jo gudskelov blevet en del mere at tale om i den evige og nu også hidsige polokamp mellem kønnene”, skriver Jan Gintberg i pressemeddelelsen om showet.
Gintberg har siden 1992 fået danskerne til at grine. Han blev nummer 3 i DM i standup i 1992 og fik sit folkelige gennembrud i 1997, hvor han var en del af det legendariske radioprogram ”Tæskeholdet”. Men den 59-årige komiker er ikke kun kendt fra standup-scenen. Siden 2010 har han også været fast på DR1’s sendeflade i diverse tv-programmer, først og fremmest ”Gintberg på kanten”, hvor han besøger små byer i udkantsdanmark og med et glimt i øjet lader indbyggerne vise, at de også er i stand til at grine af deres egen lokale særegenhed og stolthed.
Lige nu har DR1-seerne fornøjelsen af Gintberg i hans nye serie “Gintberg og de sidste Patriarker”, og i efteråret kunne de følge med i jagten på lokale opfindere i ”Gintberg, Eskelund og den Dybe Tallerken”.
Det er nogle år siden, at der sidst har været standup i InSide, men til efteråret er der både koncerter, foredrag og altså også et standup-show af de helt store på plakaten.
Der er motion til lattermusklerne i InSide torsdag d. 17. november kl. 19.
Billetter til showet købes på hammelkulturhus.dk eller på Favrskov Bibliotekerne.