Det velrenommerede kor fremfører et alsidigt program med Johannes Brahms’ gribende motet “Warum ist das Licht gegeben” som et tyngdepunkt; i værket kombinerer Brahms baroktidens polyfone klangkunst med romantikkens bredere klangverden.
Hertil føjer sig gyldne klange af den nulevende amerikanske komponist Eric Whitacre i værket “Lux aurumque”. dvs. “Gyldent lys”. En central komponist i Koncertkorets virke er norske Knut Nystedt som ved koncerten er repræsenteret med det festlige værk “Sing and rejoice” med tekst fra Esajas samt en bearbejdelse af en norsk folkemelodi til salmen “Jesus, din søde forening at smage”.
Til den verdslige del af koncerten hører “Tre körvisor” af svenske Wilhelm Stenhammar til tekster af danske J. P. Jacobsen; særlig smuk er satsen “I Seraillets have”. I øvrigt byder koncerten på en buket danske forårs- og sommersange fremført af koret og et par fællessalmer. Koret af Niels Viggo Jensen, som er organist i Voldby og Lading. Sct. Peders Koncertkor består af 25-30 dygtige sangere, som alle brænder for at udøve vokalmusik på et højt musikalsk niveau.
Koret er meget alsidige i valg af repertoire, men vores hjerteblod ligger i den nyere nordiske kormusik. Det ses af vore cd-indspilninger og vore koncertprogrammer, hvor f.eks. komponister som Knut Nystedt, Vagn Holmboe, Niels la Cour, John Høybye og andre nordiske komponister ofte er repræsenteret. Koret har gennem årene givet talrige koncerter i ind- og udland, optrådt i radio og tv, bl.a. flere omgange med “før søndagen” udsendelser og har sammen med orkestre opført en række større værker. Særligt, naturligvis, har koret samarbejdet med Randers Kammerorkester.
Forårskoncert i Hammel Kirke, torsdag d. 2. juni kl. 19.30 med Sct. Peders Koncertkor fra Randers.