25. januar 2026

KREA-dage skifter navn til SKAB og vender retur i 2026

I januar var der KREA-dage i Kulturhus InSide I Hammel, og det blev en stor succes med kreativitet og håndværk af forskellig slags ugen igennem. Derfor er håndværksfestivalen også klar til en ny omgang, når vi rammer 2026.

Der er lagt op til endnu mere kreativitet og håndværk for både børn og voksne over en hel uge i Kulturhus InSide, og planen er, at SKAB, sammen med fire andre festivaler i Favrskov, bliver en fast del af kulturudbuddet i Favrskov Kommune.

“Den nye festivalstrategi omfatter fire festivaler, hver med sit eget tema og placering i kommunen. Det betyder, at vi sikrer en geografisk spredning og samtidig understøtter forskellige kunst- og kulturudtryk. Med denne strategiske satsning skaber vi også en langt bedre mulighed for planlægning og afvikling af festivalerne, da vi nu giver et klart håndslag på, at vi vil gå denne vej de kommende år. Dette giver ro og stabilitet for de mange aktører og samarbejdspartnere, der arbejder hårdt for at skabe store oplevelser for Favrskovs borgere”, udtaler Morten Bang, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov.

Der er afsat 150.000 kroner til SKAB i 2026, hvor man over en hel uge får mulighed for at opleve forskellige håndværksformer, workshops, foredrag, åbne værksteder og meget mere.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler