1. december 2024

Lars Lilholt tog InSide med storm

Der har ikke været meget godt at skrive hjem om i 2020, hvis man er musiker, og det har fået mange til at tænke kreativt. Væk er de store koncerter med mange tusinde mennesker, og i stedet er de små intime koncerter poppet op. En af dem, der for en stund har parkeret sit band, er Lars Lilholt, og fredag aften gæstede han InSide i Hammel.

Lad det være sagt med det samme, Lars Lilholt gør det fremragende solo, hvilket de 200 tilskuere vist godt kan skrive under på. De fik en næsten to timer lang koncert, både med klassikerne, de knapt så klassiske og så helt nye sange, som er skrevet i 2020, og som understregede, at godt nok har han rundet de 65 år, men han er bestemt ikke gået på pension, endda langt fra.

Lars Lilholt er en god fortæller, og publikum blev forkælet med den ene historie efter den anden, og til tider var det næsten stand-up som blev leveret ud over scenekanten, til stor begejstring for de fremmødte. Også sangene begejstrede og det var tydeligt, at folk mere end gerne ville op og stå for at danse med til sangene, men grundet de nuværende restriktioner, måtte folk pænt blive siddende. Men uha det var svært for mange, hvilket man sagtens kunne forstå, fordi Lars Lilholt leverede en koncert på højt niveau, helt uden hans sædvanlige band, og viste at solo, det kan han også godt finde ud af. Et forsigtigt bud herfra er, at det bliver noget han kommer til at gøre mere af, fordi det var høj kvalitet, og man savnede faktisk ikke bandet denne aften.

Foto: Flemming Ege

Billetterne til koncerten var bestemt ikke svære at komme af med, de blev nærmest revet væk da de kom i salg.

“Der gik ikke meget mere en ni timer, så var der udsolgt, så vi kunne nok godt have solgt en hel del flere, hvis det havde været muligt”, lød det fra Lene Bjarke Skov, der er afdelingsleder i kulturhuset, da ByensNyt.dk fik en kort snak med hende efter koncerten. Her kunne hun også fortælle, at det var sidste koncert i 2020 i InSide.

“Der skulle egentligt også have været en børnekoncert, men på grund af de nuværende restriktioner, så har vi aflyst, fordi det ville være for svært, at få alle til at blive siddende, hvilket jo også var synligt her til aften, men det gik jo da heldigvis”, kommer det med et smil fra Lene Bjarke Skov.

Foto: Flemming Ege
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler